Tyskland har ikke fået indfriet de forhåbninger, de har haft til deres fremstillingsindustri, indenrigsefterspørgsel eller jobskabelse, og det resulterer nu i den største risiko for recession i syv år. Det kan få betydning for den danske modeindustri.

En analyse fra det private økonomiske analyseinstitut Macroeconomic Policy Institute (IMK) viser, at Tyskland står med den største risiko for recession i syv år. Det skriver Finans i dag.

Den økonomiske situation i Tyskland kan få betydning for tøjindustrien herhjemme. Ifølge en modeanalyse, foretaget af Deloitte, eksporterede den danske modeindustri for 31 mia. kroner i 2018, heraf hele 9,3 mia. kroner til Tyskland alene.

Problemet for Tyskland er deres fremstillingsindustri, der lider under de verserende handelskonflikter, og ikke mindst usikkerheden omkring Storbritanniens udtræden af EU. Man frygter, at recessionen vil sprede sig fra den tyske fremstillingsindustri til andre sektorer i landet, og det er denne frygt, der er hovedårsagen til de dårlige prognoser for den tyske økonomi.

Tyskerne håber, at indenrigsefterspørgsel og en øget jobskabelse kan redde situationen, men disse muligheder ser umiddelbart ikke ud til at fungere. Derfor rettes fokus fra hele finansverdenen i stedet mod Den Europæiske Centralbank, som inden længe ventes at komme med et udspil til en økonomisk hjælpepakke.