Magasin har indgået et samarbejde med Alpha om at lave en designudstilling med fokus på zero-waste mode fra to aktuelle modedesignere.

Kunderne i Magasin vil i uge 32 og 33 kunne se en udstilling om zero-waste mode og bud på fremtidens design fra to innovative modedesignere. Magasin har nemlig indgået et samarbejde med Alpha, tidligere Designers’ Nest, om at lave en gratis særudstilling med engelske Sarah Brunnhuber fra Stem og svenske Emma Gudmundson. Herudover vil kunderne kunne købe en limited edition-kollektion af unika tørklæder og tasker, fortæller Magasin i en pressemeddelelse.

Formålet med udstillingen er at sætte fokus på innovativt design og produktionsteknikker, som kan være med til at inspirere fremtidens design, og samarbejdet er en del af Magasins ansvarlighedsstrategi kaldet ’We love to care’.

”Magasin og Alpha har et fælles ønske om at støtte og fremme unge mennesker, der arbejder ansvarligt og nytænkende. Magasin har en lang tradition for at støtte nye talenter, og vi vil rigtig gerne være med til at sætte fokus på, hvordan vi kan skabe en mere ansvarlig modebranche. Med udstillingen og kollektionen vil vi inspirere og vise design, der befinder sig i krydsfeltet mellem kunst, mode, innovation og ansvarlighed. Alpha har en meget særlig stemme og sans for at spotte talent, og vi har sammen udvalgt to utroligt dygtige designere. Vi er derfor meget begejstrede for samarbejdet og glæder os meget til at åbne udstillingen,” siger PR & Brand Manager i Magasin Britta Luplau.

Saran Brunnhuber

Fokus på limited edition

Den nye limited edition-kollektion er designet specielt til det kommende samarbejde og består af en specialdesignet strikket taske i fem farver fra Emma Gudmundson samt et specialdesignet tørklæde i tre farver fra Sarah Brunnhuber. Sarah Brunnhuber har arbejdet på en metode, som kan eliminere spild i tøjproduktionen, og Emma Gudmundson har på samme måde en zero-waste tilgang til sine strikkede unikadesign, som hun laver på en håndstrikkemaskine.

De to designere er derfor blevet specielt udvalgt af Ane Lynge-Jorlén, som er direktør på Alpha foruden modeforsker og forfatter. Hun roser de unge designere for at forene kvalitet og ansvarlighed:

”Vi har valgt Sarah Brunnhuber fra Stem og Emma Gudmundson, fordi de først og fremmest arbejder tankevækkende, innovativt og med et fantastisk æstetisk overskud. Udover at de begge arbejder med zero waste og giver konkrete bud på fremtidens modedesign, så er de også foregangskvinder inden for ansvarlig mode – og det har vi brug for.”

Foto: Emma Gudmundson