Flere små og mellemstore virksomheder er begyndt at mærke fordelene ved at arbejde med bæredygtighed. DIEH afholder gratis workshop om FN’s 17 verdensmål målrettet mode- og tekstilbranchen.

Flere og flere små og mellemstore danske virksomheder har styrket deres forretning, siden de er begyndt at bruge FN’s 17 verdensmål strategisk, og har formået at differentiere sig på markedet, tiltrække investeringer og/eller fundet nye afsætningskanaler. Det forklarer Dansk Initiativ for Etisk Handel (DIEH).

I november 2018 tilbyder DIEH, med støtte fra Udenrigsministeriet, en række gratis brancheworkshops, hvor små og mellemstore virksomheder bliver inspireret og klædt på til at bruge FN’s 17 verdensmål som redskab til at gentænke og styrke deres forretning.

Den 21. november målretter DIEH workshoppen mode- og tekstilbranchen. Workshoppen skal give et indblik i de forretningsmæssige gevinster ved en strategisk tilgang til FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling samt give konkrete redskaber til, hvordan virksomheden kan styrkes og gøre en forskel ude i verden.

DIEH og Nille Skalts, ekspert i virksomheders arbejde med bæredygtighed og forretningsudvikling, faciliterer workshoppen i samarbejde med Dansk Mode & Textil og Wear.

Workshoppen er gratis og finder sted den 21. november 2018 hos Dansk Mode & Textil i Herning. Tilmelding via DIEH’s hjemmeside her.