Nye branchenøgletal fra Dansk Erhverv viser, at det samlede salg af beklædning og fodtøj i 2018 halter en smule efter det samlede salg i 2017. Særligt fjerde kvartal i 2018 volder salget problemer.

Det er ikke længere en nyhed, at tøjsalget i et stykke tid siden 2018 har været faldende. I februar 2019 vendte nedgangen dog, og for første gang i flere måneder gik salget af beklædning frem.

Nu viser nye tal fra Dansk Erhverv, hvordan det samlede salg af beklædning og fodtøj i 2018 har klaret sig i forhold til det samlede salg i 2017.

Tallene viser, at salget af beklædning og fodtøj samlet set ligger 1 procent under det samlede salg i kategorien i 2017.

Det er særligt fjerde kvartal i 2018, der volder salget problemer. Siden 2016 er salget i fjerde kvartal samlet set faldet med 5 procent.

Nikolai Klausen, der er direktør i Dansk Erhverv Wear, har kommenteret på tallene. Han undrer især sig over salgsnedgangen for fjerde kvartal, fordi der her ligger mange store salgstiltag – og det sætter nogle tanker i gang.

”Siden 2016 er salget faldet med 5 procent alene i fjerde kvartal. Her skal vi huske, at de helt store salgstiltag ligger: Efterårsferien i uge 42, Black Friday, julehandlen og udsalget. Kan det være, at forbrugerne er trætte af tilbud og meget hellere vil i en anden retning?,” skriver han på LinkedIn.

Læs rapporten fra Dansk Erhverv ’Detailhandelstal for beklædning og fodtøj 2018’ her.