’Pulse of the Fashion Industry’ udkommer i dag den 7. maj 2019. Den årlige udgave tager, som navnet antyder, pulsen på den globale modebranches arbejde med bæredygtighed – og den viser, at det ikke går hurtigt nok med den grønne omstilling i branchen.

Den 7. maj 2019 udkommer Global Fashion Agendas, Boston Consulting Groups og Sustainable Apparel Coalitions årlige rapport ‘Pulse of the Fashion Industry’. Rapporten kigger nærmere på den globale modebranches arbejde med bæredygtighed – herunder dens miljømæssige og sociale påvirkning i form af en såkaldt ’Pulse Score’.

Bæredygtighedsscoren repræsenterer et globalt og holistisk grundlag for bæredygtig ledelse, målsætninger og implementering af bæredygtige initiativer i modebranchen.

Og selv om alle i branchen i disse år taler om bæredygtighed, så går det ganske enkelt ikke hurtigt nok med den grønne omstilling, der skal være med til at modvirke den skadelige virkning, som modeindustriens hurtige vækst har på blandt andet klimaet.

Sidste år var modebranchens ’Pulse Score’ steget seks procentpoint i forhold til året før, så den lå på 38 ud af 100. I år ligger bæredygtighedsscoren på 42. Jovist er det en stigning på fire procentpoint i forhold til sidste år, men samtidigt er det også et tal, der indikerer, at hastigheden af målbare fremskridt er faldet en tredjedel.

Det betyder, at selv om den bæredygtige omstilling i modebranchen lige så stille stiger, så er stigningen ikke stor nok sammenlignet med modebranchens hurtige vækst, når det kommer til at kunne imødekomme planetens ressourcemæssige begrænsninger. Hvis ikke scoren forbedres, så vil modebranchen fortsat bidrage til den globale opvarmning og dermed gøre det endnu sværere at overvinde udfordringen.

 

Sådan kan vi fremskynde den bæredygtige omstilling

2019-udgaven af ’Pulse of the Fashion Industry’ peger på, at innovative og banebrydende teknologier skal føre til helt nye måder at producere mode på. Det kræver dog systematiske løsninger og samarbejder på tværs af lande og modevirksomheder. Noget, der dog står helt fast er, at modebranchens bæredygtigheds-pionerer bør være med til at skabe fælles standarder og samarbejde på tværs af branchen.

Amina Razvi, der er Interim Executive Director hos Sustainable Apparel Coalition, uddyber i en pressemeddelelse:

“For at opnå den nødvendige forandring må vi samarbejde og forpligte os til at gøre en ende på branchens skadelige praksisser. Samtidig er vi nødt til at forbedre vores egenskaber, så vi kan vurdere effekten af vores indsatser gennem en fælles ramme og dermed opnå globale resultater.”

Der er allerede flere brands, der har påbegyndt sin grønne omstilling – blandt andet ved at samarbejde med andre aktører i branchen. Senest har vi blandt andet set modekometen Ganni, der er kommet på partnerlisten hos Global Fashion Agenda og som også deltager i ’New Plastics Economy Global Commitment’, der er et plastikbekæmpelsesprogram stablet på benene af The Ellen MacArthur Foundation.

 

Læs mere om resultaterne i den nye rapport her.