Selv om coronakrisen bliver ved med at have et godt tag i de danske forbrugere, så stiger forbrugertilliden nu forsigtigt igen. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

I april styrtdykkede danskernes forbrugertillid til det laveste niveau i over ti år. Nu begynder forbrugernes humør så småt at blive bedre, selv om krisen stadig tynger mange danskers syn på deres nuværende og fremtidige økonomiske situation.

Opgørelsen for den samlede forbrugetillid fra Danmarks Statistik lå på minus 11,9 i april måned, hvilket er det laveste siden 2008. Nu stiger forbrugertilliden til minus 8,8 i maj måned, hvilket tyder på en lille fremgang.

Cheføkonom i Sydbank, Søren V. Kristensen, forudser en langsom genopretning af den danske økonomi.

”Det er en yderst behersket stigning, som isoleret set peger på, at genopretningen af dansk økonomi kan blive en langsommelig affære. Det ligner, at vi har taget elevatoren ned, men nu bruger trapperne for at komme op igen,” skriver han i en kommentar til Berlingske.

Ifølge Søren V. Kristensen har hjælpepakkerne haft stor betydning for krisens omfang og dermed også for forbrugertilliden.

”Det kunne dog være langt værre, og derfor er der med stor sandsynlighed tale om, at hjælpepakkerne har været med til at afbøde det værste af faldet i forbrugertilliden. Det gælder særligt ordningen med lønkompensation, som nu omfatter omkring 150.000 danskere. Vi vurderer, at vi uden ordningen med lønkompensation ville have set forbrugertilliden falde langt mere – og også mere end vi så under finanskrisen,” fortæller han.

 

Foto: Unsplash