Den årlige moderapport The State of Fashion er netop udkommet og sætter fokus på særligt to ting, som bliver afgørende for modebranchen i 2021. 

“I 2021 vil Covid-19 fremskynde tendenser, hvor shopping fortsat skifter til digitale kanaler, og forbrugerne fortsætter med at kæmpe for ansvarlighed og social retfærdighed.”

Citatet er det første, man mødes af, når man åbner årets moderapport ‘The State of Fashion 2021: In search of promise in perilous times’, som er udarbejdet af Business of Fashion og konsulentfirmaet McKinsey & Company. Rapporten analyserer coronaåret 2020 og forudser, hvordan pandemien vil fortsætte med at sætte sine spor i modebranchen i 2021.

Og som citatet ovenfor cementerer, så er det tydeligt, at der er to faktorer, som – ikke overraskende – vil fortsætte med at dominere modebranchen i 2021: Digitalisering og bæredygtighed.

Pandemien har nemlig ændret forbrugernes syn på både arbejde, fritid og alle andre udadvendte aspekter af livet. Men mest af alt har vi i løbet af 2020 taget et kæmpe digitalt skridt fremad og åbnet øjnene for vigtigheden af at passe på vores klode.

Ligeledes har det været en øjenåbner for mange aktører i modebranchen, hvor forretningsmodellen pludseligt blev sat under ekstremt pres, og hvor onlinesalget overtog en stor del af de fysiske butikkers omsætning.

 

Økonomisk profit falder drastisk

I rapporten indgår også McKinsey Global Fashion Index, der viser den økonomiske profit i 2020 – og denne falder 90 procent. Sidste år steg den med 4 procent.

I denne ombæring opstiller konsulentfirmaet to genopretningsscenarier: Earlier Recovery og Later Recovery.

Earlier Recovery er det mest optimistiske scenarie, der spår, at det globale salg af mode vil falde med 0-5 procent i 2021 i forhold til 2019.

Later Recovery er det mest pessimistiske scenarie, og det spår et fald i salget på 10 til 15 procent i 2021 sammenlignet med 2019.

Ved begge scenarier ligger der fortsat udfordringer forude, og rapportens forfattere forventer stadigt flere konkurser, butikslukninger og fyringer i 2021, ligesom forfatterne mener, at det er de tilpasningsdygtige, der vil vinde i 2021.

“De brands, der vil vinde i 2021, er dem, der kan definere klare og langsigtede ambitioner, mens de udviser nok fleksibilitet, hastighed og agilitet for at kunne navigere i en usikker fremtid på den korte bane,” lyder det.

10 temaer – 3 kanaler

Rapporten sætter fokus på 10 fokusområder på tværs af 3 kanaler, som aktører i modebranchen skal prioritere i 2021.

Foto: The State of Fashion 2021, McKinsey & Company

Læs om de 10 fokusområder og find resten af rapporten her.

Foto: Pexels