Coronavirusset får danskernes forbrug til at falde uge efter uge, hvor særligt tøjindkøb bliver nedprioriteret. Det viser en ny undersøgelse fra YouGov.
YouGov har lanceret en tracking-undersøgelse om coronavirus i Danmark og store dele af verden for at undersøge ændringerne i forbrugernes ønsker, forbrugsvaner og levevis på ugebasis.
Undersøgelsen belyser blandt andet danskernes indkøb i fysiske butikker såvel som på nettet. Den er baseret på et interview med 1547 repræsentativt udvalgte personer over 18 år i perioden fra den 11. marts til den 12. april 2020.
Forbrug i de fysiske butikker
Det er ikke overraskende, at undersøgelsen viser, at den største nedgang i forbrug har fundet sted i fysiske butikker. Størstedelen har nemlig været nødsaget til at lukke.
Hver fjerde dansker siger, at de har brugt mindre på personligt forbrug i de fysiske butikker som følge af coronavirussets indtog, mens blot fem procent har brugt mere. YouGovs tracker viser tilmed, at danskernes forbrug er faldet uge efter uge. I uge 14 og 16 brugte 40 procent af danskerne færre penge på personligt forbrug.
Det er særligt de fysiske butikker i tøjbranchen, der er hårdt ramt. Her er det ligeledes hver fjerde dansker, 24 procent, som brugte færre penge på tøj, mens kun 3 procent brugte mere. Det er særligt kvinder, der har brugt færre penge på tøj, da det omfatter 27 procent af kvinder mod 20 procent af mænd.
Forbrug på nettet
Ifølge YouGov er danskernes forbrug online ikke påvirket i samme omfang som i de fysiske butikker – men coronavirusset har dog stadig sat sit præg. Generelt set har flere danskere brugt mindre på personligt forbrug via nettet i forhold til dem, som har brugt mere.
Det er ikke kun tøjbranchens fysiske butikker, som er negativt påvirket af coronavirusset. 11 procent af danskerne har købt mindre tøj på nettet, mens kun fem procent har købt mere.
Derimod har 10 procent af danskerne brugt mere på underholdning som film og spil. 27 procent af de unge mellem 18 og 29 år har købt mere underholdning på nettet mod ni procent i den øvrige befolkning.
Danskerne har også brugt flere penge på madindkøb over nettet. I uge 15 brugte 12 procent af danskerne flere penge på mad. Her er det særligt familier med hjemmeboende børn under syv år, som har købt mere mad på nettet.