Med familiære rødder i dansk mode og en urokkelig dedikation for godt design og købmandskab har Niels Haahr Christensen tilbragt årtier i branchen – en rejse fra Bestseller, Brandtex til Brands of Scandinavia, hvor han i dag er CEO og har skabt sit livsværk.

Det er over 20 år siden, at Niels Haahr Chris­tensen sidst har givet et interview til pressen. Men han er fornylig fyldt 60 år, og der er sket noget med årene. Nogle vil mene, at han er blevet blidere. Sådan italesætter han det i hvert fald selv. Passionen for modebranchen, produkterne og kunderne er dog uændret. Men tiden er inde til at åbne op og fortælle om hans rejse i branchen. Fra Bestseller, Brandtex til Brands of Scandinavia.

Sidstnævnte stiftede Niels Haahr Christensen i 2009 med stolte tøjtraditioner i bagagen, et stort netværk i branchen og en insi­steren på godt design.
”Jeg startede Freequent i 2009, som er et value for money-brand. Det ligger i mit dna, at jeg er købmand. Jeg kan godt lide at forhandle om prisen og fokusere på volumen,” fortæller Niels Haahr Christensen.

Copenhagen Muse kom til for tre år siden, da CEO’en så et hul i markedet til et premium brand. På den måde er de to brands vidt forskellige og har også individuelle konstruktører og designere, men samtidig kan de lære noget af hinanden. Copenhagen Muse er nemlig et godt eksempel på, hvordan man skaber et brand, agerer på markedet og skaber hype i udlandet, hvor Freequent især lykkes med NOOS-varer og står for meget af virksomhedens omsætning. I dag har de to brands tilsammen flere tusinde forhandlere fordelt udover hele Skandinavien, Tyskland, Holland, Østrig, Belgien, Schweiz, Irland med videre:

”De markeder, vi allerede er på, har et stort potentiale. Vores salgsdirektør, Thomas Hecht, mødte jeg på en tankstation for 25 år siden. Han startede som salgselev, og i dag har han ansvaret for at åbne de døre, der skal åbnes. Han har især et stort fokus på Tyskland, hvor vi skal ekspandere. Vi har også flere nye markeder i støbeskeen,” forklarer Niels Haahr Christensen og fortsætter:

”Det er tydeligt, at salgskanalerne har rykket sig. I dag er der langt mere online og flere mulig­heder, men selvom retail har det svært, gør vores kunder det enormt godt – de er generelt dygtige, uanset om det er i Dublin eller i Vejle.”

Relationer fylder meget. Uanset om Niels Haahr Christensen fortæller om de ansatte på Brands of Scandinavias kontor i Shanghai, om virksomhedens leverandører, kunder eller medarbejderne på kontoret i Kolding kobler han et navn og ofte et årstal bagefter – hvor mange år han har haft relationen. Fordi det betyder noget.

”Vi har jo gået igennem en tid sammen, så selvfølgelig betyder det noget. Jeg bruger mine gode relationer, og de bruger mig. Vi forstår hinanden. Det er langt mere end blot én med­arbejder, en kunde eller en leverandør.”
Niels Haahr Christensens kone, Line Haahr Danielsen, arbejder også hos Brands of Scandinavia, hvor hun er ansvarlig for forretnings­udvikling. Privat bor de sammen i Aabenraa. Niels Haahr Christensen har tre børn.

Mode i barndomshjemmet
Niels Haahr Christensen er vokset op i en familie, hvor der blev snakket om tøj og mode ved spisebordet i barndomshjemmet. Hans far var uddannet skrædder og havde en fabrik i Aabenraa, der lå få 100 meter fra hjemmet. Han var ofte med på fabrikken, der havde cirka 100 ansatte og syede denimbukser:

”Min far har haft stor betydning for min rejse ind i tekstilbranchen. Vi talte sammen tre-fire gange om dagen, og han skulle altid lige høre mine salgstal – det blev ved, indtil han gik bort,” fortæller Niels Haahr Christensen.

Hans karriere startede i Ishøj, hvor han arbejdede hos C. Jahn, som dengang var Europas største tekstilagentur, der købte og solgte meter­varer fra hele verden. Han var også ansat et par år hos Bestseller, hvor han arbejdede tæt sammen med Troels Holch Povlsen. Her var han ansat nummer 7 i Brande og havde rollen som indkøbschef hos Bestseller.

Gennem sin far kendte han Max Petersen, som var ejer og direktør i Brandtex. Koncernen havde et ønske om at starte noget nyt op, og det blev til B.young, som Niels Haahr Christensen lancerede i 1991 under Brandtex:

”Jeg var ung, og det var fedt at skabe noget fra bunden. Jeg husker tydeligt, hvordan min far fandt på navnet B.young på en fælles køretur. Jeg startede op på et godt tidspunkt, og jeg havde et godt netværk i branchen. Vi havde 200 medarbejdere, og det var på alle måder en god iværksættertid med stor tilgængelighed til både varer, kunder og medarbejdere.”
Brandtex blev tilbage i 2005 solgt til kapitalfonden EQT, der senere skiftede navn til BTX Group. Niels Haahr Christensen forlod koncernen i 2008, hvorefter han startede Brands of Scandinavian året efter.

”Min far havde altid sagt, at jeg på et tidspunkt skulle være selvstændig. Jeg syntes, at tanken om friheden ved at være selvstændig var spændende. Og så havde jeg gennem årerne bevist, at jeg kunne levere positive resultater. Nu ville jeg lave noget, hvor jeg ikke selv skulle rapportere – men blot tage imod rapporteringen,” siger Niels Haahr Christensen med et smil.

Branchens fremtid – og Niels’
Brands of Scandinavia er på den måde summen af hans opvækst i en tekstildedikereret familie, en sjældent set passion og forståelse for design og købmandskab, mange års hårdt arbejde og stort netværk i branchen.

Det er ikke lig med, at der aldrig har været bump på vejen. Niels Haahr Christensen har været igennem en række forskellige kriser i branchen. Men han husker særlig én:

”Året med corona var svært. Vi fyrede ikke nogen, men vi skulle virkelig tænke hurtigt. Vi lærte vildt meget af det, men det var ikke nemt. Vi havde især fokus på at hjælpe vores kunder – det er generelt hele vores tankegang, at vi skal hjælpe vores kunder bedst muligt. Vi kom ud på den anden side uden at have mistet nogen kunder, og det er jeg stolt af,” fortæller CEO’en. I dag skal der meget til for at ryste ham. Uagtet at kriserne i samfundet og verden omkring os virker til at stå i kø, og mange ting er alt andet end ’plejer’:

”Vi har været meget igennem. Og jeg plejer at sige, at det nok skal gå. Men man skal også være proaktiv. Jeg kan ofte se problemerne, før de kommer. Det handler om erfaringen. Jeg har selvfølgelig erfaring med mange ting, som jeg kan bruge i min dagligdag som leder, men det handler også om at kende sine begrænsninger. Derfor prøver jeg hele tiden at alliere mig med medarbejdere, som er dygtigere end mig selv. For eksempel har vi gamle jo digitale udfordringer, mens de unge kommer stormende, og det er inden for alt fra sociale medier til ESG,” fortæller Niels Haahr Christensen.
På kort tid er Brands of Scandinavia gået fra at være en mindre virksomhed til at være en mellemstor. Gennem de sidste fire år har regnskabet vist tocifrede millionresultater:

”Vi har været ret okay til at tjene penge og passe på dem, så vi har lidt at stå imod med. Jeg tror, at hele branchen går nogle svære år i møde. Vi skal være klar til omvæltninger og nye aspekter, der gør, at man kommer til at handle på nye måder. Vi skal ekspandere, være fleksible og have flere ben at stå på. Jeg frygter det ikke – jeg har en stor interesse for fremtiden og for det, den yngre generation kommer med,” siger han og tilføjer grinende:

”Og så længe medarbejderne kan holde mig ud, bliver jeg ved i virksomheden i en eller anden form.”