”Vi er begejstrede for Mias sprudlende personlighed, hendes drive og energi,” sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Baum und Pferdgarten, som med glæde lader Mia Kappelgaard tiltræde den nyoprettede stilling som Senior Designer.
Det er med et ønske om at udvikle endnu stærkere kollektioner, som skal tale mere ind i brandets dna samt have en kommerciel appel, at Baum und Pferdgarten har ansat Mia Kappelgaard.
”Den nye rolle kommer som en naturlig forlængelse af vores øgede fokus på at imødekomme nye markeder. Vores kollektioner skal i højere og højere grad dække forskellige kommercielle behov, samtidig med at der skal være én samlende historie og signatur,” udtaler Teis Bruun, som er CEO i Baum und Pferdgarten, i en pressemeddelelse.
Mia Kappelgaard kommer fra en stilling som Creative Director hos Samsøe Samsøe, hvor hun har siddet de sidste otte år. Hun ser frem til at blive en del af det danske modebrand og arbejde sammen med de to grundlæggere og kreative direktører, Rikke Baumgarten og Helle Hestehave.
”Jeg glæder mig i den grad til igen at komme tæt på produktet. Jeg har gennem længere tid været ansvarlig for et team og for den overordnede fortælling i en kollektion, og jeg glæder mig meget til at bruge min faglighed som designer på en mere fokuseret måde. Samtidig er Rikke og Helle to erfarne og inspirerende designere, som jeg glæder mig til at arbejde tæt sammen med. Der er ingen tvivl om, at jeg kan lære rigtig meget af dem – og forhåbentlig kan de også lære noget af mig,” udtaler den nye Senior Designer.
Mia Kappelgaard tiltræder stillingen som Senior Designer hos Baum und Pferdgarten den 1. marts 2020.