Modervirksomheden Laurie skifter ud på direktørposten, eftersom Henrik Hansen har valgt at fratræde sin stilling som CEO.

Efter 13 år som administrerende direktør i LauRie har Henrik Hansen valgt at forlade sin stilling. I 2005 overtog han Laurie med sin hustru Lena Trend Hansen, og de har sidenhen stået i spidsen for modevirksomheden.

Nu henter Laurie ny inspiration, og ifølge den tidligere CEO Henrik Hansen er det på høje tid:

”Det har været en vanskelig beslutning, som har modnet sig gennem længere tid. Kærligheden til virksomheden – og til teamet bag – er uformindsket, men alting har sin tid, og efter at have siddet på posten, siden Lena og jeg købte virksomheden, følte jeg, at tiden var inde til, at der skulle ske noget nyt i mit liv,” fortæller Henrik Hansen i en pressemeddelelse.

Læs også: Stine Goya: Drastiske ændringer i bestyrelse og ejerkreds 

Den nye administrerende direktør hos Laurie bliver Cecilia Winther, der kommer fra en stilling som CEO for House of Brands. Hun har endvidere tidligere fungeret som direktør for køkkenkæden Invita, været salgs- og marketingdirektør i Fibo Group samt retaildirektør hos Pilgrim.

Cecilia Winther tiltræder stillingen som administrerende direktør hos Laurie den 1. marts 2018.