Marmar Copenhagen har hentet den erfarne Hanne Flensted Behrens ind som ny international salgsdirektør i forbindelse med den internationale efterspørgsel og fremgang, som det danske børnetøjsbrand oplever.
I forbindelse med en stigende interesse fra det internationale marked har Marmar Copenhagen hentet nye kræfter ind for at styrke brandets internationale tilstedeværelse.
”Vi skal fortsat holde skarpt fokus på Norden og Danmark med en Nordic Sales Manager. Men samtidig oplever vi vækst og efterspørgsel fra mange andre steder i verden, hvilket vi har gjort i en rum tid. Der er en stor interesse for den høje kvalitet og nordiske stil, som Marmar står for. Og derfor er det selvfølgelig med stor glæde, at vi har valgt at ansætte Hanne Flensted Behrens til at styrke den position og positive udvikling, som Marmar oplever i øjeblikket,” siger adm. direktør og chefdesigner Marlene Anine Holmboe i en pressemeddelelse.
Hanne Flensted Behrens har erfaring inden for internationalt salg og udvikling i designbranchen og kommer fra en stilling hos Atelier Rebul International som Business Development Director. Hendes CV indeholder yderligere en titel som Export Director hos Pandora og international salgsdirektør hos Noa Noa.
”Marmar har de sidste 10 år bevist stor og sund vækst og etableret sig som et unikt brand både i Danmark og internationalt. Det er et kvalitetsprodukt med høj design- value. Jeg glæder mig enormt til at påtage mig opgaven at styrke Marmar internationalt, der er et kæmpe potentiale, som ligger og venter forude,” forklarer Hanne Flensted Behrens.
Den nye internationale salgsdirektør tiltræder hos Marmar den 1. august 2018.