Et traditionsrigt herrebrand med hovedsæde i Brande har ansat en ny Brand Manager med ambitionerne om at ekspandere med et nyt koncept og en forbedret position i profil- og detailbranchen.

Brandevirksomheden Connexion Tie, som opkøbte skjortebrandet Angli i 2015, har fået nye store ambitioner for fremtiden. Angli står overfor en større forandring, hvor der på produktudviklingen skal ske en ekspansion, som vil kunne tilføre nye design. Sådan lyder det i en pressemeddelelse.

For at muliggøre ekspansionen af Angli-brandet, har Connexion Tie valg at tilføre nye kræfter ved at ansætte en ny Brand Manager, Flemming Østergaard.

”Hvis vi skal kunne sætte vores præg på profil- og detailbranchen, skal vi tilføre noget nyt, og med ansættelsen af Flemming er vi sikre på, at det kan være med til at bidrage positivt til udviklingen. Flemming kommer med en stærk baggrund og erfaring, som bakkes op af et enormt stærkt netværk. Hans produktkendskab og høje kvalitetskrav matcher utrolig godt med Connexion Ties, og vi er derfor meget spændte på fremtiden,” fortæller Bo Egeriis, medejer af Connexion Tie, i pressemeddelelsen.

Flemming Østergaard vil med sin store erfaring fra tekstilbranchen sætte et præg på det nye koncept til både detail- og profilbranchen. Han ser frem til det kommende samarbejde.

”Jeg ser meget frem til at blive en del af Connexion Tie. Med min baggrund og mangeårige erfaring inden for salg og produktudvikling i herretøjsbranchen, ser jeg det som en spændende opgave, hvor jeg vil gøre mit for at tilføre yderligere vækst til firmaet samtidig med at opretholde et godt samarbejde på profilmarkedet og i detailbranchen. Jeg ser mig selv som lidt af en skjorte-nørd, og her vil jeg i den grad kunne fortsætte min passion for at komme til at arbejde helt ned i detaljen i denne stilling,” lyder det fra Flemming Østergaard.

Flemming Østergaard har været ansat hos Bosweel i 15 år og har de sidste tre år været ansat hos Seven Seas Skjorter. Han tiltrådte stillingen som Brand Manager i Connection Tie den 1. marts 2020.