“Det går stærkt i branchen i disse år, hvor digitalisering og bæredygtighed er nøgleord for store forandringer, som man ikke kommer uden om. Det kommer vi også til at arbejde med, og det glæder jeg mig til,” siger den nye direktør, der tiltrådte stillingen den 1. juni 2021.
Tidligere koncerndirektør hos den danske modevirksomhed Godske Group Bjarne Schmidt er blevet ny adm. direktør i herretøjsvirksomheden Clipper A/S.
Det skriver Clipper i en pressemeddelelse, hvori de oplyser, at han tiltrådte stillingen den 1. juni 2021.
”Jeg tror, at man skal være ydmyg i forhold til Clipper A/S’ mangeårige historie. Omvendt så går det stærkt i branchen i disse år, hvor digitalisering og bæredygtighed er nøgleord for store forandringer, som man ikke kommer uden om. Det kommer vi også til at arbejde med, og det glæder jeg mig til,” udtaler Bjarne Schmidt i forbindelse med sin nye titel.
Bjarne Schmidt tiltræder stillingen med stor erfaring indenfor strategiudvikling. Han har et indgående kendskab og erfaringer med ledelse og eksekvering af værdibaseret forretningsudvikling, skriver ledelsen i pressemeddelelsen.
Bestyrelsesformand Jan Jakobsen supplerer:
”Bjarnes tiltrædelse er et vigtigt skridt på vejen mod at opnå en endnu stærkere position på vores eksisterende markeder samt succesfuld etablering af nye. Der vil fortsat være fokus på et bredt og dybt sortiment inden for Corporate Wear samt fokus på Clipper og Belikas velkendte Wholesale NOOS-program.”
Bjarne Schmidt overtager rollen som adm. direktør efter Torben Bang Jensen.
Foto: Clipper A/S