Modebrands fra agenturvirksomheden Brandt & Hallen er kommet på nye hænder. En tidligere sælger er blevet selvstændig og kører nu tre af agenturvirksomhedens brands videre under nyt virksomhedsnavn.

Fra starten af det nye år er det Sacha Panduro, der står som agent for de tre brands Fuchs Schmitt, Princess Goes Hollywood og Raffaello Rossi, der indtil da har hørt under agenturvirksomheden Brandt & Hallen.

Sacha Panduro har de sidste knap fire år fungeret som sælger i Brandt & Hallen under Claudi og Michael Brandt Hallen. Efter et ønske fra de hidtidige ejere om at gå nye veje, så Sacha Panduro sit snit til at udleve drømmen om at blive selvstændig. Hun har derfor oprettet virksomheden Sacha Panduro Agentur ApS.

”Hvis jeg skulle prøve at være selvstændig i min efterhånden lange karriere, så skulle det være nu,” fortæller Sacha Panduro til TØJ, som uddybende kommenterer, at hun i fællesskab med de to forhenværende ejere selv har udvalgt de tre brands, som hun ønsker at arbejde videre med.

”Jeg har valgt at overtage agenturet for Fuchs Schmitt, Princess Goes Hollywood og Raffaello Rossi, da jeg mener, at de supplerer hinanden godt. En del af de eksisterende kunder har alle tre brands, så derfor gav det også god mening, at jeg overtog dem alle tre,” lyder det fra Sacha Panduro.

Planen med overtagelsen er at køre virksomheden videre med samme lokation som Brandt & Hallen på Esplanaden 34 i København K. Kunderne vil altså ikke på den måde mærke noget til ejerskiftet.

Noget nyt sker der dog. Sacha Panduro løfter sløret for, at der vil blive arbejdet meget mere med bæredygtighed og recycling – især i kollektionerne til Fuchs Schmitt og Princess Goes Hollywood. Desuden har det tredje brand, Raffaello Rossi, allerede en hel jeanslinje, som er bæredygtig.

 

Glæder sig til tilværelsen som selvstændig

Det er med en god fornemmelse i maven, at den officielle dato for overtagelsen ligger lige rundt om hjørnet.

”Det bliver så spændende for mig at prøve at være selvstændig,” lyder det fra Sacha Panduro, der peger på, at hun især glæder sig til sin første messe som selvstændig.

Men også her forbliver alt ved det gamle. Showroomet fortsætter på Esplanaden, og Sacha Panduro har allerede fået en del aftaler i hus med både eksisterende og nye kunder – både danske og fra de øvrige skandinaviske lande.

Den officielle overtagelsesdato er den 1. januar 2020.