I en undersøgelse der er foretaget af Filippa K, viser tal, at der er fremgang i forbrugernes anvendelsesgrad af brandets tøj – og det er godt for bæredygtigheden.
Det svenske modebrand Filippa K har lavet sin egen undersøgelse og spurgt 1000 kvinder om anvendelsesgraden af deres køb af modebrandets tøj – og tallene er positive. Flere af de adspurgte kvinder bruger nemlig deres tøj i længere tid end tidligere. Det skriver Filippa K i en pressemeddelelse.
Undersøgelsen viser, at kundernes foretrukne tøj i gennemsnit bæres 125 gange. Det svarer i kroner og ører til en gennemsnitlig pris 28 svenske kroner pr. slid.
Filippa K har i flere år været opmærksom på behovet for bæredygtighed indenfor tekstilbranchen, og de er glade for, at deres bæredygtighedsanalyse viser positive resultater, og ikke mindst lærerige indsigter om deres kunders forbrug.
Den adm. direktør hos Filippa K, Kristofer Tonström, er stolt over de resultater, som undersøgelsen viser.
”Dette initiativ går hånd i hånd med vores mission om opmærksomt forbrug. Jeg er stolt over de svar, vi har modtaget fra vores forbrugere, og den betydeligt øgede bærbarhed af vores tøj sammenlignet med tidligere undersøgelser,” siger Kristofer Tonström.
Årsagen til undersøgelsen er, ifølge Filippa K, at sikre, at brandets arbejde med bæredygtighed gør fremskridt og ikke mindst for at blive klogere på, hvordan det kan sikres i fremtiden.