Alt imens PWT Group kæmper, har Spar Nord valgt at tage pant i virksomheden for et tocifret millionbeløb. Nu står banken foran andre kreditorer, som nu risikerer store tab ved en eventuelt konkurs.

For ganske få dage siden valgte PWT Group, som står bag butikskæderne Tøjeksperten og Wagner, at indgive en formel rekonstruktion i bestræbelserne på at undgå en konkurs.

Det betyder, at PWT Group ikke skal betale regninger til sine kreditorer, mens rekonstruktørerne og selskabets ledelse forsøger at finde en løsning ud af den krise, som Covid-19 har tvunget tøjkoncernen ud i.

Nu har tøjkoncernens bankforbindelse Spar Nord valgt at tage virksomhedspant i PWT Groups lager og goodwill for 45 mio. kroner – og har dermed nu pant i virksomheden for i alt 175 mio. kroner. Det oplyser Børsen.

Virksomhedspantet betyder, at Spar Nord står foran andre kreditorer, hvis tøjkoncernen kollapser, og det er dermed ikke sikkert, at der er penge tilbage til for eksempel leverandører.

Ifølge PWT Groups årsrapport for 2019, som er den senest offentliggjorte, er aktiverne værdisat til 1,2 mia. kroner, hvoraf 621 mio. kroner er goodwill, mens lageret er 198 mio. kroner værd. PWT Group er ejet af kapitalfonden Polaris, og står foruden Wagner og Tøjeksperten bag mærker som Bison, Lindbergh og Junk De Luxe.

En af kreditorerne er undertøjsproducenten JBS, der er en af Tøjekspertens største leverandører. JBS’ adm. direktør Michael Alstrup er usikker på, om virksomheden ser sine penge ved en konkurs, hvor Spar Nord står forrest.

Hverken kapitalfonden Polaris eller adm. direktør Ole Koch Hansen ønsker at stille op til et interview med Børsen. Dog skriver Ole Koch Hansen, at der altså ikke spekuleres i en konkurs.

”Vi kan oplyse, at der arbejdes med en rekonstruktion i fortsat drift, og at der ikke spekuleret i en konkurs. Der er betydelige værdier i selskabet,” skriver Ole Koch Hansen til Børsen.