De to danske modehuse Baum und Pferdgarten og DK Company krydser klinger. Ifølge Baum und Pferdgarten har DK Company-brand kopieret to design, og har som følge lagt sag an til Sø- og Handelsretten. Nu er der indgået forlig mellem de to tøjgiganter, som begge kommenterer på sagen.
Baum und Pferdgarten mener, at deres design – Januar og Enye – er blevet kopieret af DK Company-brandet Soaked in Luxury. Det er både i forhold til materiale, farver og logo.
“Det er uacceptabelt, at vi i den relativt lille modebranche i Danmark vælger at kopiere hinanden. Hos Baum und Pferdgarten investerer vi mange ressourcer i vores design og produktudvikling. Derfor ser vi det som krænkende, når andre vælger at kopiere os – og endnu mere, når det er en af naboerne,” udtaler Teis Bruun, ejer og CEO i Baum und Pferdgarten, i en pressemeddelelse.
Baum und Pferdgarten har taget hændelsen meget alvorligt og anser situationen som værende alarmerende inden for branchen – derfor skal sagen have bevågenhed:
“Hvis vi ikke vælger at agere hurtigt, så accepterer vi, at alle kan anvende vores designs. Mange andre tøjbrands, og især de mindre, har ikke samme ressourcer som vi til at forfølge de her sager. Derfor ser vi det også som vores pligt at sætte et eksempel på branchens vegne,” tilføjer Teis Bruun.
DK Company siger undskyld
”Vi har været i dialog med Baum und Pferdgarten hele sagen igennem. Vi anerkender, at vores designere er kommet for tæt på – så vi lægger os egentlig fladt ned,” siger Jens Obel, CEO i DK Company København, til TØJ.
Kopisagen mellem Baum und Pferdgarten og DK Company er et slag i ansigtet for Jens Obel – særligt med henblik på de værdier, som DK Company ønsker at dyrke:
”Vi er ikke en virksomhed, der er ude på at kopiere andre. Det ligger ikke i vores ånd. Vi arbejder selvstændigt, og derfor er vi rigtig kede af den her sag, og det vil vi gerne undskylde.”
Jens Obel tilføjer, at DK Company har trukket varerne fra hylderne. Sagen er afsluttet mandag den 26. februar med et forlig, hvor DK Company har anerkendt krænkelsen af Baum und Pferdgartens designrettigheder.