”Hjælpepakken kan desværre ikke stå alene,” siger Anders Holch Povlsen, som føler sig nødsaget til både afskedigelser, hjemsendelser og butikslukninger. Forleden blev 750 fyret. I dag sendes 2400 medarbejdere hjem.

Bestseller har i de seneste uger oplevet et markant svigtende salg og pludselig manglende likviditet i hele detailledet globalt, da forbrugerne stort set er forsvundet fra markedet.

Som følge af den økonomiske krise, der er opstået i kølvandet på Covid-19 og nedlukningerne af butikkerne verden over, har Bestseller ikke kun valgt at fyre de 750 medarbejdere. Nu gør virksomheden også brug af den føromtalte trepartsaftale.

Det betyder, at Bestseller forventer at hjemsende i alt 2400 medarbejdere fra 24. marts og frem til den 9. juni, hvor trepartsaftalen foreløbigt er gældende til.

Regeringens hjælpepakke betyder, at Bestseller kan begrænse antallet af afskedigelser. Den kan dog ikke stå alene – og derfor var Bestseller fredag den 20. marts 2020 nødt til at fyre 750 medarbejdere.

Anders Holch Povlsen, der er adm. direktør og ejer af Bestseller, udtaler følgende om situationen:

”Hjælpepakken er en rigtig god håndsrækning fra regeringen, og den betyder, at vi har kunnet begrænse antallet af afskedigelser, selv om jeg stadigvæk er ked af, at det overhovedet har været nødvendigt at skulle sige farvel til meget dygtige og loyale kolleger. De næste 4-8 uger bliver afgørende for, hvordan fremtiden ser ud. Lige nu er vi hårdt ramt, men vi tror på, at vi med vores tiltag har muligheden for at overleve krisen og på sigt komme tilbage, så vi igen kan være garant for at skabe arbejdspladser i Danmark og de samfund, vi er en del af. Vi vil kæmpe for, at vi fortsat har en konkurrencedygtig og international modetøjs- og detailhandelsvirksomhed.”

Bestseller har desuden også permitteret 599 medarbejdere i Norge, hvor 555 af dem er ansat i Bestsellers egne butikker og 44 på hovedkontoret. De 94 butikker i Norge, som blandt andet sælger Jack & Jones, Only og Vero Moda, er alle midlertidig lukkede. Det oplyser Børsen.

Permittering dækker over, at staten i en periode betaler dagpenge til butikkens ansatte.