Børnebrandet, der blandt andet producerer børnetøj og –interiør, har fået en stor bøde for at overtræde et forbud i konkurrenceloven. En ledende medarbejder har desuden fået en personlig bøde.
Børnevirksomheden Konges Sløjd, der både producerer børnetøj- og interiør, har fået en bøde på 1,8 mio. kroner for at have overtrådt konkurrencelovens forbud mod bindende videresalgspriser. Samtidig har en ledende medarbejder fået en personlig bøde på 100.000 kroner for sin rolle i overtrædelsen.
“Når en leverandør forsøger at få sine forhandlere til at overholde en vejledende pris, for eksempel ved at forbyde dem at give rabatter, så holder det prisen på produkterne kunstigt oppe. Dermed kan forbrugerne blive snydt uden at være klar over det,” siger Bitten Thorgaard Sørensen, vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, i en pressemeddelelse.
Overtrædelsen skulle være sket i perioden fra slutningen af 2018 til starten af 2020, hvor Konges Sløjd søgte at få en forhandler til at holde sig til den vejledende udsalgspris og ikke give rabatter.
Sagen startede i 2020, da Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen modtog en henvendelse med materiale, der viste, at der kunne være tale om en overtrædelse af konkurrenceloven. Efter en indledende undersøgelse besluttede Konkurrencerådet, at sagen skulle anmeldes til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), der efterfølgende har efterforsket sagen.
Konges Sløjd: Medarbejder har ikke været opmærksom på konkurrencelovens regler
I et skriftligt svar skriver Konges Sløjd på sin hjemmeside:
“Det er et magtpåliggende for Konges Sløjd, at drive forretning på en ordentlig og redelig måde, og vi forsøger i enhver henseende at overholde lovgivningen. I denne sag har en medarbejder ikke været opmærksom på konkurrencelovens regler, hvilket har givet sig til udtryk i uheldige formuleringer.
Vi har selvfølgelig samarbejdet med konkurrencemyndighederne omkring denne her sag, og vi har for at undgå en lang proces i denne forbindelse erkendt forholdet og accepteret bøden. Vi er en ung og hastigt voksende virksomhed, og vi har stort fokus på, hvor vi kan gøre det bedre i vores arbejdsgange. Som konsekvens af sagen har vi indskærpet og præciseret vores interne retningslinjer samt etableret løbende compliance-træning af alt relevant personale.
Vi betragter nu sagen for lukket, og ser frem til at fortsætte vores succesfulde rejse og det gode samarbejde med vores dygtige forhandlere og mange kunder.”
Foto: Pexels