Modebrandet By Basics udstiller sammen med den aarhusianske hudplejevirksomhed Grums på CIFF fra onsdag den 29. til fredag den 31. januar. TØJ har talt med Peter Grensteen og Gitte Borup om brandets deltagelse på messen, hvor besøgende kan glæde sig til at se en helt ny kollektion samt flere nye farver og styles.

By Basics blev stiftet i 2015 af Klaus Christiansen, som er CEO i virksomheden, Peter Grensteen, der er COO og de to designere Anne Dorte Thøger og Gitte Borup. De seneste fem år er By Basics gået fra at være en iværksættervirksomhed til at blive en succesfuld eksportforretning i rivende udvikling. En succes, som blandt andet kan tilskrives deres forretningsmodel.

Produktion med omtanke for miljøet    

By Basics er bygget på made-per-order-tankegangen, hvor virksomheden kun sætter det indkøbte antal produkter i produktion. Lige netop made-per-order-tilgangen gør brandet til en unik spiller i en branche, der lige nu er en af verdens mest forurenende.

”Vores produktion er med omtanke for miljøet. Made-per-order-tilgangen har den betydning, at hverken vi eller vores kunder står med et stort restlager af produkter, som ikke er blevet solgt. Vi producerer kun det, vores kunder mener, de kan sælge,” fastslår Gitte Borup, som samtidigt påpeger, at alle brandets produkter er OEKOTEX-certificeret.

Det betyder også, at By Basics kan tilbyde sine kunder lynhurtig levering på mellem tre til fem uger fra bestilling. Et stigende antal kunder benytter sig af den mulighed, fortæller Peter Grensteen:

Vi har flere kunder i de nordiske lande, som enten en gang i ugen eller et par gange i måneden gør status over salget af By Basics-produkter, hvorefter de lægger en ny ordre hos os. På den måde undgår de at ende med et restlager, men samtidig har de hele tiden nok styles i butikken fra uge til uge.”

 

Udviklet til et community

Siden 2015 er udviklingen af brandet gået stærkt. I begyndelsen var By Basics er mest kendt for sine uldprodukter målrettet kvinder, men nu består kollektionerne både af uld, bomuld, bambus, og senest er der også tilføjet hør og poplin, og brandet laver nu også uldkollektioner til mænd og børn.

Virksomheden har desuden investeret i det danske hudplejebrand Grums, som producerer hudplejeprodukter af genanvendt økologisk kaffegrums. Grums er udviklet af tre iværksætterfyre med samme tanker om bæredygtighed som By Basics. Derfor passede Grums perfekt ind i By Basics drøm om at oprette et lille community af forskellige bæredygtige produkter.

”Vi vil gerne støtte op om den tankegang, som Grums er udviklet ud fra og så derudfra udvide til at være et helt community af forskellige produkter med samme bæredygtige mindset,” forklarer Peter Grensteen, som ikke afviser, at der på sigt kan komme flere brands med i By Basics’ community. Han understreger dog, at samarbejdet med Grums er første skridt på vejen, og at der stadigvæk ligger meget arbejde i at oprette et helt fællesskab af bæredygtige produkter.

 

Nyheder, kaffe og hudpleje på CIFF

På CIFF, som løber af stablen fra den 29. til den 31. januar 2020, vil By Basics som altid have sin stand fuld af dansk design og strik i et hav af farver. Udover brandets farverige univers og kendte signaturprodukter kan besøgende på CIFF glæde sig til at se flere nye farver, styles og virksomhedens nye kollektion, Own By Basics.

”Det er første gang, at vi på CIFF kan præsentere Own By Basics som en selvstændig kollektion. Det er en kollektion, som indeholder vores vævede produkter og en ny, spændende kvalitet, som er et miks af uld og bomuld,” fortæller Gitte Borup, der til dagligt står for marketing og onlinedelen i virksomheden.

Derudover vil fyrene bag Grums alle tre messedage ligeledes være at finde på By Basics’ stand, hvor besøgende kan afprøve hudplejeprodukter fra Grums og få en kop friskbrygget kaffe.