Coze Aarhus, der står bag mærkerne Echte og Laurie, introducerer et nyt, feminint koncept med navnet Lightblue.

Coze Aarhus har haft travlt de sidste par år. Både med et navneskift fra Laurie A/S til Coze Aarhus A/S samt lanceringen af modebrandet Echte. Nu er de på banen igen med et nyt, bæredygtigt og feminint koncept, der har fået navnet Lightblue.

”Vi har skabt Lightblue med samme fokus på det perfekte fit, skandinavisk design, skønne materialer og bæredygtighed, som er gældende for både Laurie og Echte,” fortæller CEO Cecilia Winther.

Cecilia Winther fortæller også, at selv om både Echte og Lightblue har en del fællestræk, så er der også forskelle. Lightblue er eksempelvis et mere feminint brand og mere detaljeorienteret i æstetikken.

Coze Aarhus er meget beviste omkring sit grønne aftryk. De har både modtaget Svanemærket, Oeko-Tex Standard 100 certificeringen og så har de valgt, at alle designs udelukkende skal produceres i Europa for aktivt at arbejde med FN’s verdensmål.