Efter fire år lukker det danske modebrand Lærke Andersen ApS. 

Det er gået godt for designeren Lærke Andersen, hvis virksomhed blev stiftet tilbage i 2015 under samme navn.  I 2017 vandt hun Magasin du Nords modepris og har sidenhen arbejdet sammen med flere store brands, herunder både Arkk Copenhagen og Kansas.

Nu har virksomheden Lærke Andersen ApS dog ændret status til at være ’under konkurs’. Det fremgår af CVR-registret.

Selv har Lærke Andersen meldt ud, at hun har valgt at lukke sit brand.

”Det har bestemt ikke været en nem beslutning, men jeg har måttet erkende, at mærket er endt et sted, hvor jeg bruger alt for lidt tid på det, jeg elsker ved faget og det, jeg ville med mærket. Og alt for meget tid på ting, som ikke er det, der driver mig som designer,” skriver Lærke Andersen i et offentligt opslag på Facebook.

Designeren er nu på vej på barsel, og når hun vender tilbage, bliver det med nye projekter i støbeskeen, lyder det.

Virksomheden Lærke Andersen ApS har delt ejerskab mellem Lærke Andersen, der ejer 67-90 procent af virksomheden, Martin Blædel, der via Chawil Holding ApS ejer 10-15 procent og Jamshiad-Ul Mulk, der ejer 5-10 procent af virksomheden.