I begyndelsen af september gik herretøjskæden i rekonstruktion efter problemer med indtjeningen og betaling af huslejen. Men den kriseramte kæde overlever, lyder meldingen. 

Coronakrisen væltede den danske herretøjskæde Bertoni omkuld med huslejer, der havde hobet sig op, hvilket resulterede i en rekonstruktion som eneste udvej.

Kæden kæmper stadigvæk for overlevelse, men virksomhedens kreditorer har nu sammen besluttet at lade rekonstruktionen fortsætte sit arbejde med at finde en redningsplan for kæden. Det skriver Børsen.

Som et led i redningsplanen blev det foreslået at fjerne 85 procent af kædens gæld, hvilket svarer til et beløb på 26 mio. kroner. Det var alle kreditorerne enige i.

Med ovenstående følger en forventning om, at de resterende 15 procents gæld betales på én gang.

“Vi har naturligvis spurgt ind til finansieringen, for det er ikke småpenge, der skal til, det kan jeg allerede sige nu,” lød det fra rekonstruktør Ole Erlich-Eriksen onsdag den 21. oktober i Skifteretten i Aarhus, hvor kreditorerne også vedtog ovenstående.

Her lød det samtidigt, at herretøjskæden vil få tilført ny kapital af sine ejere i kapitalfonden Vektor Kapital, men hvor meget det lyder på, er endnu for tidligt at sige, skriver Børsen.

Foto: Pexels