Den danske undertøjsmastodont JBS oplever en massiv vækst i onlinesalget, hvoraf størstedelen kommer fra digitale markedspladser. Salgs- og marketingchef Nicolai Hartung deler ud af sine erfaringer.
Den danske undertøjsvirksomhed JBS Textile Group A/S oplever i øjeblikket en markant vækst i deres onlinesalg.
Det oplyser softwarevirksomheden EG A/S, der samarbejder med JBS og hjælper virksomheden med at realisere dets digitale potentiale.
Det er især kernen i JBS-kollektionerne, strømper og undertøj, der hitter online.
”Vi har over 20 tyve forskellige varemærker i dag, og vi sælger klart mest undertøj og strømper online, som er kernen i vores forretning. Med den volumen, vi har, og det ret store kvantum, vi producerer, kan vi oppebære en stor lagerbeholdning, som også gør os interessante på nye markeder – specielt med vores basisvarer,” siger han.
Traditionelt set har man i modebranchen ofte taget hul på den fysiske handel i andre lande gennem enten agenter eller distributører. Onlinehandlen gør det muligt at undlade disse mellemmænd, og det skaber mere effektivitet med salg på nye markeder.
”Med onlinehandel kan vi nu gå direkte fra Herning til onlinekanaler rundt om i Europa, der giver os salg på nye markeder. Det er meget interessant, og det er klart der, vi kommer til at se en stor del af væksten de kommende år,” siger Nicolai Hartung.
Den massive onlinevækst, som JBS i øjeblikket oplever, kommer i høj grad fra salg gennem store online markedspladser som blandt andet Boozt og Zalando. JBS sælger dog også sine produkter direkte til slutforbrugeren via egne webshops samt hos fysiske forhandlere, og det er ifølge Nicolai Hartung trods væksten online stadigvæk brandets største salgskanal.
JBS deler ud af sine erfaringer
På bagkant af de positive onlineresultater for undertøjsvirksomheden deler Nicolai Hartung nu ud af sine erfaringer.
”Start ikke for bredt. Det, der har skabt vores onlinesucces, er, at vi er startet med vores basisprodukter. Det er vigtigt ikke at løbe tør for varer, så kunden oplever udsolgte farver og størrelser. Pas derfor på med spotvarer, du kun har få hundrede stykker af,” siger Nicolai Hartung og fortsætter:
”Hold også øje med returprocenten, og fokuser gerne på de varetyper, der har den laveste returprocent. Vi ved ud fra salget, hvilke varer der ikke kommer retur fra onlinekunderne. Returvarer er en af de store omkostninger ved at drive onlinehandel,” afslutter han.
Foto: JBS






