DK Company styrker sin internationale tilstedeværelse med et nyt opkøb i Tyskland. Den midtjyske modekoncern overtager aktiemajoriteten og indgår samtidig et strategisk partnerskab, der skal drive væksten på det europæiske marked.
DK Company overtager aktiemajoriteten i det tyske brand IVY OAK. Samarbejdet betyder, at IVY OAK fremover bliver en del af DK Companys struktur og får base i København under ledelse af CEO og medejer Jens Obel. Brandets grundlægger, Caroline Gentz, fortsætter som medejer og Creative Director:
“Grundlægger Caroline Gentz fortsætter som medejer og Creative Director og indtræder i bestyrelsen, hvor hun vil sikre kontinuitet i brandets vision og værdier, hvilket har stor betydning for brandets fremtidige vækst,” siger Jens Obel.
IVY OAK er kendt for sin tidløse designfilosofi. Som led i aftalen flyttes brandets hovedsæde til København, mens det kreative studie fortsætter i Berlin.
“DK Company er stolt over at kunne annoncere sin anden opkøbsaftale i Tyskland – et af Europas vigtigste modemarkeder. Med IVY OAK ser vi et perfekt match mellem et stærkt designdrevet brand og DK Companys kompetencer inden for international afsætning og distribution,” siger Jens Obel.
Han tilføjer, at opkøbet understøtter DK Companys strategi om at investere i premiumsegmentet, hvor virksomheden allerede står bag brands som Gestuz, Wood Wood, InWear og My Essential Wardrobe.
“Samtidig sikrer vi, at IVY OAK forbliver tro mod sit kreative dna med Caroline Gentz som fortsat medejer og visionær drivkraft bag brandet.”
Partnerskabet med IVY OAK skal styrke DK Companys position i Tyskland, hvor koncernen allerede har etableret sig i både B2B- og B2C-kanaler.
Caroline Gentz ser aftalen som en mulighed for at accelerere IVY OAKs internationale udvikling:
“Dette partnerskab bringer IVY OAK den nødvendige kapacitet og skala til at vokse internationalt – uden at gå på kompromis med vores værdier. Jeg ser frem til at dedikere al min energi til den kreative udvikling og sikre, at brandet fortsat udvikler sig med et stærkt designfokus og langsigtet perspektiv.”
Foto: Ivy Oak








