Efter 12 år som medejer af børnetøjsbrandet Soft Gallery går Barbara Hvidt nye veje. Hun overlader dermed hele virksomheden til sin kompagnon, Tine Holt Møller.

Fremover vil det kun være medstifter og designer Tine Holt Møller, der står i spidsen for det danske børnetøjsbrand Soft Gallery. Efter 12 års samarbejde har medstifter- og ejer Barbara Hvidt valgt at forfølge andre drømme, og har efter aftale med sin kompagnon forladt virksomheden i januar 2019.

”Det har altid været vigtigt for mig at lave noget, der kom fra hjertet – og det er det stadigvæk. Jeg ser frem til at kaste mig over nye projekter og kreative udfordringer. Min fremtid kan tage mig i mange retninger,” siger Barbara Hvidt i en pressemeddelelse.

På trods af at ejerduoen er brudt op, fortsætter Soft Gallery i sit kreative univers og høje kvalitet. I en pressemeddelelse garanterer Tine Holt Møller, at kunder, leverandører og samarbejdspartnere stadigvæk vil kunne forvente det samme professionelle niveau, som brandet altid har været synonymt med:

”Soft Gallery har en lang og stolt historie. Vi har med årene skabt en unik designprofil, og den nye ejerstruktur kommer ikke til at ændre på dette. Vi fortsætter i samme gode retning.”

Børnetøjsvirksomheden blev stiftet tilbage i 2007 og sælges i dag på 23 markeder. Brandet har for nyligt indgået i et samarbejde med designproducenten Mado, hvor lærerige børnespil og flotte plakater blandt andet blev et resultat heraf.

Soft Gallery vil være at finde på CIFF Youth i dagene fra den 30. januar til den 1. februar 2019.