Idéen om at stifte egen virksomhed kom til Sisse Laigaard, da hun selv blev mor for første gang i 2018. I sommeren 2020 gik hun i luften med sin egen børnetøjsvirkomhed.
”Idéen kom snigende til mig, da jeg blev mor for første gang i 2018. Jeg følte et behov for at bidrage mere positivt til tøjbranchen,” fortæller Sisse Laigaard til TØJ om, hvorfor hun ville gå selvstændigt.
”Jeg havde inden da længe arbejdet med voksentøj, og min barsel og pausen fra modeverdenen gav mig et helt nyt syn på det at lave tøj. Mit fokus gik fra at handle om de næste hurtige trends til at have et ønske om at designe tøj, som forbrugeren har lyst til at beholde og værdsætte i lang tid,” fortsætter hun.
I sommeren 2020 besluttede Sisse Laigaard så for alvor at springe ud i livet som selvstændig ved at stifte børnetøjsvirksomheden Flöss.
”Vi har et ansvar”
”Som nystartet brand er det ikke et spørgsmål om, hvorfor man arbejder med bæredygtighed, men snarere hvordan,” fastslår Sisse Laigaard, da hun bliver spurgt ind til, hvorfor hun har valgt at fokusere på bæredygtighed med børnetøjsvirksomheden Flöss.
”Det er i min verden helt indiskutabelt, hvorvidt det er noget, man som nyt brand er eller ej, og så synes jeg bare, at det bør gøre sig endnu mere gældende, når der er tale om produkter til det dyrebareste, vi har, nemlig vores børn,” tilføjer hun.
Flöss arbejder på baggrund heraf med udgangspunkt i tre principper, som følger udviklingen i hver kollektion: Social ansvarlighed og miljø, materialer og design.
”Vi arbejder udelukkende med fabrikker, som er certificeret i henhold til internationale standarder og med høje standarder for både sociale- og arbejdsforhold. Vi bruger kun certificeret økologisk bomuld, og vi bestræber os på, at vores tøj skal være tidløst og langtidsholdbart,” forklarer Sisse Laigaard.
”Vi har et ansvar for at passe godt på vores jord,” fastslår hun.
En god start
Flöss er kommet godt fra start, hvor tøjet både forhandles på virksomhedens egen webshop og hos udvalgte forhandlere i Danmark og på Island. Ambitionen er at give endnu flere – både nationale og internationale – forbrugere mulighed for at købe Flöss-produkter i en lokal butik.
Og Sisse Laigaard har flere planer liggende i støbeskeen for Flöss. Næste skridt på rejsen er at arbejde henimod at få virksomheden GOTS-certificeret, forklarer hun.
Børnetøjsvirksomheden holder til på et lille kontor på Frederiksberg i København og har udover Sisse Laigaard en salgsagent og en lille håndfuld af freelancere tilknyttet virksomheden. Sisse Laigaard har planer om at udstille på CIFF Youth til februar 2021, og så ønsker hun at tilknytte udenlandske agenter til virksomheden på sigt.
Foto: Flöss