Grøn omstilling er vejen frem, og således også for Eventyrsport der med en investering i Superstainable går efter udelukkende at have bæredygtige produkter på hylderne.

Eventyrsport speeder sin grønne omstilling op. Virksomheden har købt 25 procent af Superstainable, der ligesom Eventyrsport fokuserer på udeliv, vandring, jagt og fiskeri. Det skriver Eventyrsport og Superstainable i en pressemeddelelse.

Investeringen sker som et led i planen om kun at have bæredygtige produkter på hylderne – og netop bæredygtighed og social ansvarlighed har været vigtigt for stifterne af Eventyrsport, siden virksomheden blev grundlagt i 2016.

”Vi har fulgt dem (Superstainable red.) give den gas med udvikling af bæredygtigt outdoortøj. Vi er enormt stolte over og glade for, at vi kan få lov til at komme med på vognen. Vores vision er kun at have bæredygtigt tøj på hylderne. Og med partnerskabet med Superstainable håber vi at tage et tigerspring frem på den rejse,” siger CEO og partner i Eventyrsport, Lars Sejer Sørensen.

Også bestyrelsesformand i Superstainable, Claus Rasmussen, ser frem til det nye samarbejde:

”Vi er ekstremt glade for, at Danmarks stærkeste outdoor-detailkæde har valgt at investere i vores brand og virksomhed. Og vi er overbeviste om, at partnerskabet vil fremme vores vækst. Også på nye markeder. Samtidig bidrager vi gerne til at styrke Eventyrsports bæredygtige ambitioner,” lyder det fra Claus Rasmussen.

Superstainable, hvis slogan er ‘Efterlad intet andet i naturen end dine fodspor’, har en produktion, der er både GRS og GOTS-certificeret, og SA8000 bliver anvendt som standard. De grønne initiativer betyder, at fremstillingen af jakker, trøjer og undertøj påvirker miljøet mindst muligt, og certificeringerne indebærer genbrug af materialer som plastikflasker, der bliver omdannet til jakker.

”Det har givet Superstainable en god fast kundekreds via sociale medier, og vi glæder os til at sætte turbo på vores e-handel i samarbejde med Eventyrsport,” siger CEO og medstifter af Superstainable, Emil Bastholm Rasmussen.