Cecilie Bahnsen, der især er kendt for sine feminine kjoler, lancerer en ny hjemmeside, samtidigt med at hun også åbner op for sin helt nye webshop.

Cecilie Bahnsens netop lancerede onlineplatform er en digital udvidelse af designerens moderne og feminine univers.

Hjemmesiden er med sine navigationsprincipper levende og legende. Der er stort set ikke gjort brug af typografi på hjemmesiden, hvilket bliver komplementeret af billeder, som er taget af fotografen Josefine Seifert, der skyder alle brandets kampagner.

’’Når vi udvider vores univers, skal det føles rigtigt og troværdigt i forhold til det, vi laver. Det var afgørende for mig, at hjemmesiden blev en ægte del af vores verden og fortalte historien om, hvem vi er,” forklarer Cecilie Bahnsen i en pressemeddelelse og fortsætter:

”For at skabe smukke og unikke billeder til den nye butik, har vi arbejdet med Josefine Seifert, der skyder alle vores kampagner. Vi tror på, at de, som allerede følger os, let vil kunne genkende den samme æteriske og poetiske følelse. Jeg er rørt over, hvordan kvinderne, som bærer vores tøj, føler et søsterskab til os ved at tagge os på sociale medier, og den måde de engagerer sig med os på. Jeg håber, at vi gennem den nye hjemmeside kan komme endnu tættere på hinanden.”

Platformen indeholder både ældre og nyere kollektioner. Den giver også mulighed for at dykke længere ind i universet af detaljerne og broderiet, som er kendetegnene ved Cecilie Bahnsens univers.

Til indvielsen af den nye platform inviterer brandet besøgende til at shoppe den nye SS 19 kollektion, eksklusive online-solgte smykker og populære gengangere fra tidligere kollektioner.

Onlinebutikken er på nuværende tidspunkt tilgængelig i Europa, men brandet har ambitioner om at udvide til flere regioner.