Til SS 19-sæsonen lancerer Gomaye en mindre kollektion, som består af kvaliteter, der er blevet farvet med Natural Dyeing. Et nyt, bæredygtigt koncept.

Modebranchens fokus på miljøvenlige initiativer er stødt stigende, og Gomaye hopper med på vognen med en ny, bæredygtig kollektion.

Kollektionen tager afsæt i konceptet Natural Dyeing – en proces, hvor tekstiler farves med naturlig farve udvundet fra blandt andet planter, frugter og insekter. Processen er langt mere miljøvenlig, idet den minimerer forbruget af kemikalier og vand.

Den nye kollektion fra Gomaye har fået navnet Gomaye Pure, og det er ikke kun forbrugerne, der får gavn af de bæredygtige produkter:

”Vores leverandører har en lille dam, hvor de fodrer fiskene med resterne fra Natural Dyeing-processen,” fortæller designer hos Gomaye, Rikke Haar.

Læs også: Bæredygtighed betaler sig: 1-2 procent på bundlinjen

På hver style i kollektionen vil der være et mærke, som viser, hvilken plante eller frugt der er blevet brugt til indfarvningen. Der vil også være en kort beskrivelse af den pågældende frugt eller plante, og hvilke nuancer de skaber i produktet.

I indfarvningen af den nye Gomaye-kollektion bruges granatæble, indigo, krap-planten og galler (plantevæv), som giver tøjet fine pastelnuancer såsom lyseblå, mørk beige, sand og rosa.

Alle de anvendte Natural Dyeing-farver er både GOTS og OCS-certificereret.

Den nye kollektion er at finde på CIFF til august.