Det danske herretøjsbrand er netop blevet kåret til årets Gazellevinder for hele Region Nordjylland. Med en imponerende vækst gennem de sidste fire år på mere end 8.000 procent, løber den hurtigvoksende, nordjyske modevirksomhed dermed med trofæet.

Nordjyske Shaping New Tomorrow, der gennem det seneste år er vokset fra 60 til 130 medarbejdere og for nyligt voksede ud af deres hovedkvarter i Aalborg, modtog i går prisen som Børsens Gazellevinder i hele Region Nordjylland.

”Denne her pris dedikerer vi ubetinget til vores medarbejdere, der ikke mindst i de sidste to år har vist, at de er lavet af noget helt særligt. Pandemien har gjort os til en stærk enhed, der ser muligheder i stedet for begrænsninger. Det fylder mig med stolthed, hvordan vi sammen har løftet i en svær periode og skabt et fællesskab, der også er hele fundamentet for, at vi kan indfri vores fremtidige ambitioner om vækst,” udtaler Kasper Ulrich, CEO og medstifter i Shaping New Tomorrow, i en pressemeddelelse.

En Gazelle er en virksomhed, der hvert år i løbet af de seneste fire regnskabsår, har leveret en positiv vækst i omsætningen eller bruttoresultatet og som samlet set har fordoblet omsætningen eller bruttoresultatet i perioden.

Gazelle-kåringen tager udgangspunkt i virksomhedernes årsregnskaber fire år tilbage. Det betyder, at Shaping New Tomorrow er kåret ud fra deres regnskaber i 2017, 2018, 2019 og 2020.

 

Nordjyske rødder

”Vi har fortsat store vækstambitioner. Det er ikke nogen hemmelighed, at vores helt store fokus i øjeblikket er Tyskland, hvor vi for nylig etablerede vores første butik i udlandet, og hvor vi har flere på vej. Men vores rødder er og bliver i Nordjylland, og det vil de altid være. Vi er sindssyg stolte over, hvor langt vi er i dag og dybt taknemmelige over den opbakning vi har fået i det nordjyske fra dag ét,” fortæller Kasper Ulrich.

Han forventer, at de 130 medarbejdere vil vokse til over 250 i det kommende år i takt med den forventede fremgang.

I dag beskæftiger Shaping New Tomorrow fem forskellige nationaliteter på hovedkontoret i Aalborg.

”At blive landsdækkende Gazellevinder har siden 2015 været en af mine store, personlige målsætninger for Shaping New Tomorrow. Det er noget, jeg har troet og håbet på lige fra start. Og nu er vi altså så tæt på, som vi næsten kan komme, så jeg krydser naturligvis fingre for, at vi bliver samlet landsdækkende vinder også,” siger Kasper Ulrich.

Kåringen af de landsdækkende Gazelle-vindere sker torsdag den 9. december 2021.

 

Foto: Shaping New Tomorrow