Hvad kræver det at skabe en bæredygtig virksomhedsstrategi? Ifølge adm. direktør og ejer i handskevirksomheden Rhanders, Rina Hansen, kræver det en skov.

Siden Rina Hansen købte den ikoniske handskevirksomhed Rhanders tilbage i 2019, har et af hendes fokuspunkter været, hvordan hun kunne manifestere virksomhedens idealer nu og i fremtiden. Nu er hun kommet frem til, hvordan hun – og resten af virksomheden – gør det bedst muligt.

“Mit fokus har fra første dag været, hvordan vi kunne handle klima-etisk og konkret udvise den nøjsomhed og respekt, der knytter sig til virksomhedens produkter og historik,” siger Rina Hansen i en pressemeddelelse.

Direktøren har nemlig købt sin egen skov lokalt i Randers, hvor handskevirksomheden holder til, for at sikre “virksomhedens grønne regnskab og en bæredygtig fremtid”.

“Vi køber ikke klimakvoter og aflad – vi planter vores egen skov og opdyrker dermed fremtiden,” fastslår Rina Hansen og forklarer videre:

“Jeg kunne ikke forene mig med tanken om, at jeg kunne købe for 25.000 kroners klimakvoter om året, og så havde jeg frikøbt min samvittighed. Det er både i min og virksomhedens ånd, at vi selv skal have den forandring, vi ønsker at se – og at den skal være forankret i vores egen baghave, for at det betyder noget.”

Er en skov bedre end CO2-kvoter?

‘Bæredygtighed’ er blevet et buzzword i modebranchen, og flere og flere virksomheder er begyndt at søsætte grønne initiativer.

Men hvorfor lige en skov? Ifølge Rina Hansen selv ønskede hun at gå imod strømmen af modebrands, der “med den ene hånd tilskyndede til øget forbrug og med den anden købte nye CO2-kvoter for at dulme samvittigheden”, skriver Rhanders i pressemeddelelsen.

Men I lever jo også af, at forbrugerne køber jeres produkter. Hvordan – og hvorfor – er det her en bedre løsning end at købe CO2-kvoter? 

“Der findes jo ikke noget som helst 100 procent bæredygtigt forbrug. Men vi gør alt, hvad vi kan, for at mindske tungt forbrug. Vores produkter er og har altid været sæsonløse, de holder gerne en livstid, vi opskalerer vores lokale produktion i Danmark og støtter danske specialhåndværkere gennem generationer, og vi genbruger og upcycler al vores materiale og alle vores produkter. Og så tager vi ansvar – med vores egne hænder – for den jord, vi selv betræder. Det er dødbesværligt, men jeg tror, at når vi selv har råmaterialer, produktion og naturen i vores egne hænder, så får vi også automatisk en omsorgsfuld mentalitet – en mentalitet, som man ikke kan opnå ved at klikke køb på en klimakvote,” lyder svaret fra Rina Hansen.

 

Overskud på klimakontoen

Flere CSR-eksperter og -konsulenter peger på transparens som en af de vigtigste faktorer at have på plads, når man som modevirksomhed gerne vil være grønnere og troværdige i sin kommunikation. Flere har svært ved at mestre opgaven, men for Rina Hansen er regnskabet simpelt.

“Et par skindhandsker vejer i gennemsnit 75 gram. Dette svarer til 2,5 kilo CO2 gennem materiale og produktion. Vi producerer cirka 30.000 par skindhandsker om året, som altså bliver til 75.000 kilo CO2,” forklarer hun og fortsætter:

“Et dyrket træ absorberer cirka 24 kilo CO2 om året, så vi skal bruge 3.125 træer om året for at neutralisere vores egne udledninger.”

Rina Hansens nykøbte skov har dog flere træer end det. Og det er planen, at den skal vokse sig større i takt med, at virksomheden også udvikler sig.

“Vi har allerede 5.000 træer nu, og vi planter yderligere 12.000 træer i de kommende år. Der skal være overskud i min forretning – ikke bare på bundlinjen, men i særdeleshed på klimakontoen,” afslutter hun.

Foto: Rhanders