Bestseller-brandet Jack & Jones løfter sløret for sin næste satsning: En produktlinje til drenge i alderen 5-16 år.
I slutningen af 2017 udvidede Jack & Jones sin produktportefølje med en plus size-kollektion. Nu satser brandet på endnu en tilføjelse: En junior-kollektion til de 5-16 årige drenge.
Kollektionen vil være baseret på eksisterende Jack & Jones-design, som bliver skaleret ned i størrelse. Kollektionens udtryk vil derfor ikke have et typisk ‘barnligt’ look. Det vil imødekomme de unge og krævende forbrugere, mener salgsdirektør hos Jack & Jones Dennis Birk:
“Med digitaliseringen har de unge forbrugere ændret sig til at blive stærke og selvstændige meningsdannere. De er yderst påvirket af sociale medier, og de udforsker deres egne meninger om stil i et hurtigt tempo. Aldrig før har denne gruppe været mere interesseret i mode, og vi vil gerne være en del af deres verden, hvor de deler og former fremtidens trends,” udtaler Dennis Birk i en pressemeddelelse.
Jack & Jones’ dna vil gå igen i junior-kollektionen, hvor fokus især vil være rettet mod denim og ‘jeanswear’. De forskellige styles vil have et afslappet look i kvaliteter og snit, der vil appellere til den yngre målgruppe.
Den nye junior-kollektion vil være tilgængelig på jackjones.com til august 2018, og vil i foråret 2019 lande i wholesale butikker rundt om i Europa.