Sammen med Magasins eget designstudie har influenceren skabt en kollektion med fokus på ansvarlige materialer og godt håndværk, der tilfører noget helt nyt til Magasins eget mærke, Magasin du Nord Collection. Designsamarbejdet er det første af sin slags.

I samarbejde med Trine Kjær, en af de største danske influencere, har Magasin indgået et designsamarbejde og skabt en ny kollektion, der er inspireret af den franske vending ’Amour du bien, l’amour de la vie’, der på dansk betyder ’Kærligheden til det gode, kærlighed til livet’. Kollektionen består af 11 styles og taler ind i nogle af de største trends og tendenser, som dominerer modebilledet lige nu – nemlig DIY, økologiske materialer og broderi.

Heidi Lundehøj, Head of Style, Design & Sourcing i Magasin, fortæller om samarbejdet:

”Vi er meget glade for, at det netop er Trine Kjær, vi har fået æren af at samarbejde med om denne nye kollektion. Trine er i dén grad et stilikon, der matcher visionerne for Magasin du Nord Collection rigtig godt. Hun har været enormt inspirerende at arbejde med og har fra start været med i hele designfasen sammen med vores egne dygtige designere. Trine har i den grad sat sit præg på alt lige fra moodboard til det færdige resultat.”

 

En fælles vision: Ansvarlighed, kvalitet og håndværk i højsædet

Med ansvarlighedsstrategien ’We Love to Care’ ønsker Magasin at være med til at sætte skub i udviklingen af en mere ansvarlig livsstils- og modebranche. I stormagasinets eget designstudie på Kongens Nytorv arbejder de dygtige designere hele tiden på at udvikle Magasin du Nord Collection, hvis omdrejningspunkt er ansvarlighed – både i forhold til produktion og i forhold til materialer. Og det er nogle værdier, som ligeledes vægter højt hos Trine Kjær, der har store ambitioner, når det kommer til netop design, kvalitet og håndværk.

I arbejdet med denne kollektion var det derfor afgørende både for Magasin og for Trine Kjær, at deres fælles visioner for ansvarlighed blev tænkt ind fra start. Derfor er er der også udelukkende benyttet ansvarlige materialer i kollektionen, der består af økologisk bomuld, GOTS-certificeret bomuld og genanvendt polyester.

Med Trine Kjærs bæredygtige visioner og Magasin du Nord Collections ansvarlige DNA er samarbejdet indbegrebet af den We Love to Care-strategi, som skal gøre en positiv forskel for både mennesker og miljø.

 

Med i designnørderiet – fra håndtegninger til broderinger

For Trine Kjær har det været en drøm at samarbejde med Magasin: et sted, hun er kommet, siden hun var en lille pige – og stadig kommer den dag i dag. Og så var det vigtigt for hende, at værdier, kvalitet og håndværk kunne forenes. For mavefornemmelsen skal være i orden, når hun teamer op med en samarbejdspartner, og det var den med Magasin.

”Mavefornemmelsen var der bare med det samme, og så ser jeg det også som en kæmpe tillidserklæring, at Magasin har valgt mig som en del af deres første ‘influencer-kollektion’. Jeg har faktisk aldrig prøvet at have et samarbejde, der har været så gennemarbejdet. Hvor det er blevet prioriteret, at vi virkelig kunne nørde de forskellige styles og have fokus på detaljerne. Der er blevet håndtegnet og broderet, og jeg er simpelthen så stolt over resultatet og glæder mig meget til, at vi kan vise det frem,” fortæller Trine Kjær.

 

Fotokredit: Nicholas Kawamura