Den etablerede modevirksomhed ændrer navn som led i virksomhedens strategiske fokus. 

Modebrandet Zizzi, der sælger tøj til kvinder indenfor plus-size segmentet, offentliggjorde i sidste uge det bedste regnskab i virksomhedens historie. Blandt andet på grund af en gennemgribende transformation af virksomheden med udgangspunkt i øget digitalisering og ønsket om at skabe en vinderposition i markedet.

Men det er ikke det eneste, brandet markerer i disse dage. Siden 2000 har Zizzi været en del af Ball Group-koncernen, men det ændrer sig nu som led i virksomhedens strategiske fokus.

“Vores ambition om at vinde det europæiske marked betyder, at vi nu giver fuld commitment til vores plus-size forretning og dermed også endegyldigt lægger Ball Group-navnet i graven. Virksomheden vil fremover hedde Zizzi og dermed være fuldt ud være på linje med vores brand og det, som forbrugerne kender os for,” siger Kuno Kildetoft Mehlsen, CEO hos Zizzi, i en pressemeddelelse.

Den nye strategi indeholder også ambitiøse mål frem mod 2025, hvor både omsætning og indtjening som minimum skal fordobles, og samspillet mellem butikkerne og de digitale kanaler forbliver en væsentlig del af virksomhedens strategi.

“Vi tror fuldt ud på, at vi på denne måde vil vokse mellem 20 og 25 procent årligt, og at vi derfor vil fordoble virksomheden i løbet af de kommende år,” lyder det fra Kuno Kildetoft Mehlsen.