Det danske modebrand er kåret som vinder af EY Entrepreneur Of The Year 2019 i Region Syd- og Sønderjylland.
2019 er et begivenhedsrigt år for det danske modebrand Mos Mosh. I januar landede virksomheden en rekordbruttofortjeneste på et trecifret millionbeløb, og for et par uger siden kunne modebrandet annoncere, at de udvider produktlinjen til også at omfatte herrebrandet Mos Mosh Gallery.
Tirsdag aften kunne Mos Mosh føje endnu en positiv hændelse til året, da de her løb med titlen som årets EY Entrepreneur Of The Year i region Syd- og Sønderjylland.
Prisen uddeles efter flere parametre, herunder virksomhedens økonomiske vækst, entreprenørens rolle, værdier, ledelse og det samfundsmæssige engagement.
”Juryen peger på, at der er opbygget et stærkt brand, og årets vinder har skabt en klar identitet og høj loyalitet. Ikke bare herhjemme men også internationalt, hvor virksomheden har fået godt fat blandt andet gennem dygtig udbygning af forhandlernetværk. Samtidig er der høj fokus på digitalisering,” udtaler partner i EY og ansvarlig for Region Syd- og Sønderjylland i EY Entrepreneur Of The Year, Michael Anker, i en pressemeddelelse.
Som vinder af prisen er Mos Mosh nu videre til landskåringen af EY Entrepreneur Of The Year, der afholdes den 28. november i København.