Det danske herrebrand NN07 er endnu engang kommet på nye hænder. Denne gang er det en svensk kapitalfond, der har købt sig ind i virksomheden og nu er blevet den nye majoritetsejer.
Tilbage i august 2016 offentliggjorde det danske herrebrand NN07 en ny finansiel partner i form af den svenske privatejede kapitalfond Fidelio Capital. Dengang blev kapitalfonden majoritetsejer, mens CEO Tommy Holte og Brand Director Victor Lindh stadigvæk ejede en minoritet af herretøjsvirksomheden.
Dengang skete det som et led i strategien om at få brandet udover Skandinaviens grænser.
Nu har NN07 så offentliggjort, at den svenske privatejede kapitalfond Litorina har købt sig ind i virksomheden. Nærmere betegnet har kapitalfonden købt over 50 procent af NN07, og bliver dermed virksomhedens nye majoritetsejer i stedet for Fidelio Capital.
”NN07-teamet er meget begejstrede for partnerskabet med Litorina, som er en ledende investor indenfor forbrugsmærker. Litorina vil, med sin ekspertise, erfaring og sit netværk, fungere som en stor støtte for hele NN07-teamet og vores fantastiske vækstrejse,” udtaler Tommy Holte i en pressemeddelelse.
Skandinavien vil fortsætte med at få en masse opmærksomhed, eftersom det er NN07s kernemarked. Men udover Skandinavien vil virksomheden fortsætte internationaliseringen, og Litorinas ekspertise skal være med til at forbedre samarbejde med allerede eksisterende partnere som Mr. Porter, Harvey Nichols, Liberty, End Clothing, Bijenkorf, Breuninger, Engelhorn og Nordstrom. Derudover har NN07 allerede etableret kontorer i både Benelux-landene og Tyskland for at kunne være tæt på kunderne. Slutteligt vil NN07 også fortsætte sin digitale rejse, hvor brandets webshop vil få mere opmærksomhed i fremtiden.
Styrker bestyrelsen
I forbindelse med det nye opkøb opruster NN07 bestyrelsen med erfarne branchefolk. Fabian Månsson, forhenværende CEO hos H&M og Eddie Bauer, bliver bestyrelsesformand og Hans Davidson, der er tidligere CEO hos Eton, bliver bestyrelsesmedlem. Anders Cleemann, der er CEO hos Muuto og tidligere CEO hos Peak Performance, fortsætter som bestyrelsesmedlem.