Et nordjysk børnetøjsbrand har på blot tre måneder fået succes med et nyt secondhand univers. I dag er hvert tyvende produkt, der sælges fra webshoppen, genbrug.

Genbrug og recycling er for alvor kommet på dagsordenen hos forbrugerne i lyset af stigende inflation og madpriser. Det mærker de også hos det nordjyske børnetøjsbrand ByLindgren, som for tre måneder siden lancerede et nyt genbrugskoncept under navnet Reloved. I dag er hvert tyvende stykke tøj, som sendes ud til kunderne, genbrug.

”Vi havde på ingen måde forventet, at Reloved så hurtigt ville vokse sig stor. Vores kunder har taget virkelig godt imod vores nye initiativ. Forklaringen er nok, at alle lige nu forsøger at spare lidt ekstra, men vores ønske var egentlig bare at gøre en lille, men vigtig forskel for en bedre og grønnere verden og samtidig lade vores tidløse overtøj gå i arv, så andre familier kan få glæde af det”, siger Anne Lindgren, der sammen med sin søster Katrine Lindgren, står bag ByLindgren.

ByLindgren er et af de første børnetøjsbrands, hvor kunderne kan sende brugt tøj tilbage, så det kan sælges videre til andre. Konceptet fungerer på den måde, at ByLindgren køber brugt overtøj tilbage fra sine kunder og videresælger det på deres hjemmeside. Tøjet kan både være købt via ByLindgrens egen hjemmeside eller hos deres mange forhandlere. Som betaling får kunden en voucher, som giver rabat ved næste køb på ByLindgrens hjemmeside. Ved at købe tøj gennem Reloved får kunderne samme rettigheder som eksempelvis retur- og reklamationsret, som ved et hvilket som helst andet onlinekøb.

”Især børnetøj har kort levetid og kan nemt fastholde forbrugeren i en køb-og-smid-væk-kultur. Reloved er vores lille opgør mod det. Tøjet er ofte brugt i kort tid, men det er så holdbart, at det sagtens kan bruges af to, tre eller flere børn. Og så er det en win-win. Vores kunder kan måske finde en brugt jakke, hvor de sparer penge, men langt de fleste, som køber et Reloved-produkt køber også noget andet i vores webshop. Succesen kan vi kun tilskrive vores kunder,” fortæller Katrine Lindgren.

Reloved er ikke det første grønne tiltag fra det nordjyske børnetøjsbrand. ByLindgren anvender fortrinsvist genanvendte polyester- og nylonmetervarer i deres overtøjsproduktion og lancerede i 2020 en upcycling kollektion, som de kalder Made by Line. Kollektionen består af håndlavede unikaprodukter fremstillet af overskydende metervarer og assorterede termojakker som for eksempel toilettasker, iPad sleeves, kosmetikpunge med videre, som alle er syet på kontoret i Sæby af ByLindgrens uddannede skrædder, Line.

Foto: ByLindgren