I forbindelse med en større reorganisering mister omkring 180 medarbejdere i Pandora jobbet.

Over det sidste stykke tid er der hos Pandora sket flere omstruktureringer samt blevet præsenteret nye strategier og relanceringer.

Nu offentliggør Pandora en omfattende reorganisering af selskabet, hvor 180 medarbejdere på Pandoras regionale kontorer står til at miste jobbet. Det skriver Finans på baggrund af en fondsbørsmeddelelse.

Afskedigelserne vil koste Pandora en sum på 200 mio. kroner i engangsomkostninger, hvilket vil bringe de samlede reorganiseringsomkostninger op på 1,3 mia. kroner.

”Med dagens udmeldte organisationsændring bringer vi vores globale hovedkvarter nærmere vores lokale markeder og forbrugere og sikrer, at feedback fra forbrugere hurtigere kan resultere i nye koncepter. Omorganiseringen vil reducere organisationens kompleksitet, sætte Pandora i stand til at agere med større hastighed og smidighed og tilføre de ressourcer, der kræves for at understøtte væksten,” siger Alexander Lacik, der er adm. direktør for Pandora.

Som konsekvens af omorganiseringen træder de tre nuværende regionale topchefer ud af Executive Leadership Team, men to af dem forsætter dog i virksomheden. David Allen, der lige nu er chef for Pandora EMEA, bliver hos Pandora og skal være med til at implementere strategien i programmet NOW. Sid Keswani, som er nuværende chef for Pandora Americas, bliver chef for Nordamerika. Kenneth Madsen, der er nuværende chef for Pandora Asia Pacific, forlader virksomheden.