PWT Group overtager per 1. marts 2019 den norske modekæde Brandstad. ”Købet passer rigtig godt ind i vores strategi,” fortæller Corporate Martingmanager, Brian Børsting.

Fra den 1. marts 2019 overtager PWT Group den norske modekæde Brandstad. Med købet af den norske multibrandkæde styrker PWT Group sin markedsposition i Norge med større markedsandele og synlighed.

Med opkøbet tilføjer PWT Group sine brands Lindbergh og Junk De Luxe til Brandstad-butikkernes sortiment til SS 19. PWT Group ejer og driver i forvejen to herretøjskæder, Tøjeksperten og Wagner.

”Købet passer rigtig godt ind i vores strategi, om at etablere en markant position på det norske marked for herretøj. Med købet bliver vi stærkt repræsenteret en lang række strategisk vigtige steder for os, ligesom vi har identificeret en række positive synergier, som vi vil fokusere på at realisere, fortæller Brian Børsting, Corporate Marketingmanager i PWT Group, til TØJ.

Butikkerne bliver bevaret i deres nuværende form og vil forblive drevet under Brandstad-brandet.

”I første omgang vil vi koncentrere kræfterne på de eksisterende butikker og på at få lavet en god overdragelse på dem, og så vil vi derefter se på, hvilke muligheder der er fremadrettet, men det klart vores ambition at ekspandere kæden i Norge,” uddyber Brian Børsting.

Brandstad har 15 butikker over hele Norge.