Virksomheden har lavet endnu et tiltag på rejsen mod at blive mere bæredygtig. Nu kan kunder nemlig indlevere deres gamle smykker, der bliver smeltet om og lavet til nye.
Den bæredygtige dagsorden fylder meget hos smykkebrandet ByBiehl, der har haft vind i sejlene de seneste år.
I forvejen producerer brandet udelukkende smykker i 100 procent genanvendt guld og sølv. Derudover er ByBiehls producenter certificerede af Responsible Jewellery Council, som har fokus på menneskerettigheder, arbejdsforhold, miljø og socialt ansvar.
I oktober 2021 tilføjede ByBiehl endnu et punkt på sin bæredygtige dagsorden. Brandet har nemlig åbnet op for indlevering af kundernes gamle sølvsmykker, som herefter bliver omsmeltet og brugt til at producere nye ByBiehl-smykker. Kunden modtager til gengæld et gavekort til ByBiehl.
”Vi har gennem alle skridt på vores bæredygtige rejse haft løbende dialog med kunderne for at sikre os, at vores bæredygtige initiativer har været i øjenhøjde og mødt forståelse hos slutbrugeren. Det har vi blandt andet sikret gennem afholdelsen af halvårlige fokusgrupper, hvor vi har snakket om bæredygtighed, og hvad det betyder for kunden,” fortæller CEO og ejer Charlotte Biehl i en pressemeddelelse.
I fokusgrupperne har det været tydeligt, at en vigtig del af bæredygtighed for kunderne er lang levetid. At produktet er lavet til at holde, og muligheden for at udnytte de ressourcer, som alle har liggende hjemme i kommoden i form af de smykker, der ikke længere bliver brugt.
”Vi har derfor længe arbejdet med, at det skulle være et koncept på vores bæredygtige dagsorden for at understøtte den cirkulære rejse, som vores produktion i forvejen er en del af. Derfor er vi også glade for at kunne introducere konceptet i vores butikker. Her kan alle kunder indlevere gamle sølvsmykker til omsmeltning mod et gavekort til nye ByBiehl-smykker, der allerede har været på den rejse, som deres gamle smykker nu skal blive en del af – forvandlingen fra et gammelt til nyt smykke,” siger Charlotte Biehl.
Det nye koncept er udrullet i ByBiehls to flagskibsbutikker i København og Aarhus og bliver et permanent koncept i butikkerne.
Foto: ByBiehl