Kapitalfonden Nordic Capital har solgt butikskæden Sportmaster til et selskab fra Singapore.

I foråret 2019 florerede der rygter om, at kapitalfonden Nordic Capital var ved at forberede et muligt salg af butikskæden Sportmaster. Her skrev Børsen den 7. maj 2019, at kapitalfonden Nordic Capital efter sigende har lagt sig an til at sælge butikskæden. Lige før jul kunne Børsen så bekræfte, at Sportmaster nu er solgt.

Det er det singaporeanske selskab, Sportmaster Operations, der har købt butikskæden af Nordic Capital for et ukendt beløb. Med i handlen følger 89 danske butikker samt syv Rezet Sneaker Store-butikker.

Der er ingen hemmelighed, at Sportmaster har haft svært ved at løfte salget de seneste år. Fra 2013 til 2017 har sportskæden tabt over 100 mio. kroner på bundlinjen, mens driftsresultatet også har haft en del op- og nedture. I februar 2019 ansatte butikskæden Sofie Lindahl-Jensen som direktør i håb om at kunne skabe vækst på top- og bundlinje.