Kabooki, der er licensvirksomheden bag Lego Wear, styrker forretningsgrundlaget og produktporteføljen med to nye medlemmer i familien.

Licensvirksomheden Kabooki vil ikke længere kun stå bag det kendte Lego Wear-tøj. Virksomheden har netop signeret aftaler med to store mediekoncerner, som fremover bliver en del af produktporteføljen hos Kabooki.

Der er tale om Warner Bros med brands som Batman, Harry Potter og Looney Tunes og Universal med brands som Minions, Jurassic World og Trolls.

Adrian Durrani, der er Division Director hos Kabooki, mener, at de to nye mediebrands kan være med til at styrke virksomheden yderligere.

”Dét at få disse to nye spillere var en del af vores nye strategi, og de nye muligheder er blevet taget godt imod hos vores kunder. Vi kan nu tilbyde både Lego-tøj, Universaltøj samt Warner Brothers-tøj. Vi er og ønsker at være den agile spiller inden for dette customized licens felt, og vi tror på, at det at have en håndfuld af de stærkeste brands er den rette volume lige netop for os,” siger han i en pressemeddelelse.

Kabooki har hovedkontor i Herning og beskæftiger i alt 70 ansatte. Udover hovedkontoret i Herning består virksomheden også af et salgsteam i München i Tyskland og et CSR-team i både Shanghai og Shenzhen i Kina.