Tyske Seidensticker har store ambitioner for fremtiden om at genfinde traditionen, udvide produktporteføljen og ekspandere engrosdistributionen til hele Europa. Men det bliver uden nattøjsbrandet Schiesser, oplyser virksomheden.

Et længerevarende og succesfuldt samarbejde mellem de to tyske brands Seidensticker og Schiesser har nået sin ende.

”Vi vil gerne takke Schiesser for det gode samarbejde gennem årene. Schiesser har altid været en pålidelig partner hvad angår værdier samt vores høje standarder til kontrol af hele værdikæden,” udtaler Managing Partner i Seidensticker Group, Gerd Oliver Seidensticker, i en pressemeddelelse.

Schiesser er en nattøjsproducent, der i samarbejdet mellem de to tyske brands har stået for leveringen af samme.

 

Køreplanen for fremtiden

Ifølge Gerd Oliver Seidensticker var Seidensticker-brandet allerede forinden samarbejdet med Schiesser kendt for nattøj i høj kvalitet. Den tradition vil de igen tage til sig.

Men udover fremadrettet at designe og producere sit eget nattøj, vil Seidensticker tilmed lancere et nyt koncept med daywear. Udvidelsen af produktporteføljen skyldes ifølge brandet en kombination af sociale ændringer og nye behov hos kunderne.

”Vi er opmærksomme på trenden mod en mere afslappet stil og møder disse krav med vores høje kvalitetstandarder og mange års erfaring,” forklarer CEO hos Seidensticker, Silvia Bentzinger.

I samarbejde med distributørfirmaet F1-Generation GmbH udvides engrosdistributionen til hele Europa.

Nattøjet leveres efter planen til sæsonen SS 22, mens den nye kollektion med daywear allerede udkommer i efteråret 2021.

Foto: Seidensticker