Onlinegiganten Zalando har siden juli testet privat afhentning af deres pakker. Nu lyder meldingen, at forsøget er en succes.
I løbet af sommeren har Zalando forsøgt sig med private afhentnings- og afleveringssteder af deres pakker i henholdsvis København og Aarhus. TØJ bragte en artikel om projektet tilbage i juli.
Tjenesten hedder Din Nabo, og i al sin enkelthed handler projektet om at gøre det nemmere for Zalandos kunder at modtage pakker – og at spare samfundet for unødvendig CO2-forurening.
I en pressemeddelelse fra Zalando fremgår det, at projektet har fået positiv respons fra kunderne.
Zalando skriver, at de danske kunder, der har afprøvet den nye tjeneste, er positive, og at 95 procent angiver, at de har fået en fremragende service, når de har afhentet eller returneret deres pakke hos et privat hjem.
Undersøgelsen viser yderligere, at de vigtigste årsager til at bruge tjenesten er: At afhentningsstederne er tæt på hjemmet eller arbejdspladsen, at tage hensyn til miljøet og bæredygtighed, og at bidrage positivt til lokalmiljøet. Derudover er fleksible åbningstider også med til at gøre det attraktivt at bruge servicen.