Ambitionerne er grønne hos modegiganten, der nu præsenterer endnu et bæredygtigt samarbejde. 

Bestseller har sat sig nogle ret ambitiøse mål i kampen for at skabe en grønnere virksomhed og en renere modeindustri. Det cementerede modegiganten en gang for alle, da Bestseller i slutningen af september løftede sløret for innovationsplatformen Fashion FWD Lab.

I forbindelse med afsløringen af den nye innovationsplatform præsenterede Bestseller en række af de grønne samarbejder, koncernen har indgået, herunder Spinnova, Beyond Leather og Infinited Fiber.

Som et startskud til det bæredygtige topmøde Copenhagen Fashion Summit, der foregår den 12. og 13. oktober 2020, afslører Bestseller endnu et samarbejde med en tekstilinnovatør.

Det er virksomheden Renewcell, der har udviklet en closed-loop teknologi for at forbedre modeindustriens aftryk gennem en proces, hvor tekstilaffald og kasseret tøj transformeres til et nyt genanvendt materiale: Circulose.

Foto: Renewcell. Fotograf: Emil Nordin
“Det er præcis, hvad vi har været på udkig efter”

Det store gennembrud med Circulose er, at det kan produceres i kommerciel skala og dermed benyttes af store modevirksomheder som Bestseller til bæredygtig tøjproduktion.

“Renewcell ønsker at forandre hele modeindustrien. Det er en ambitiøs og kompleks mission, men den er nødvendig, eftersom det miljømæssige aftryk fra modebranchen kun vokser. Det har Bestseller indset, og de sørger for at inkorporere denne indsigt i deres fundamentale værdier. De træffer de nødvendige foranstaltninger med deres bæredygtighedsstrategi Fashion FWD med udfordrende mål og ansvarlige handlinger. Vi er stolte over at bidrage til Bestsellers ambitiøse arbejde mod at blive et mere bæredygtigt brand,” lyder det fra Jenny Fredericsdotter, der er Circular Business Manager i Renewcell.

Foto: Renewcell. Fotograf: Emil Nordin

Bestsellers tre modebrands Vero Moda, Object og Selected er udvalgt til at være de første brands nogensinde til at producere tøj i kommerciel skala lavet af det nye genanvendte materiale.

“Dette er innovation i industriel skala. Det er en ekstremt vigtig milepæl for Bestseller og vores Fashion FWD Lab, at vi nu har adgang til en bæredygtig metode for genanvendelse, som indebærer, at vi kan producere kommercielt modetøj til vores butikker. Læg dertil, at Circulose er low-impact cirkulært materiale i en fremragende kvalitet, samtidig med at det 100 procent understøtter vores bæredygtighedsstrategi. Det er præcis, hvad vi har været på udkig efter,” siger Camilla Skjønning Jørgensen, der er Sustainable Materials & Innovation Manager i Bestseller.

“Der er exceptionelt høj efterspørgsel på disse materialer, og derfor sætter vi pris på, at vi formåede at sikre en stor portion fibre fra kun det andet parti af Circulose nogensinde produceret,” tilføjer hun afslutningsvist.

Et eksklusivt udvalg af styles produceret i Circulose bliver tilgængelige i udvalgte butikker på verdensplan i foråret 2021.

Foto: Object Circulose
Foto: Selected Femme Circulose

Foto: Renewcell