Flere prominente personligheder vil gæste årets Copenhagen Fashion Summit i maj 2020.

Der bliver noget at lytte til, når deltagerne møder op til dette års Copenhagen Fashion Summit, der sætter fokus på modeindustriens miljømæssige, etiske og sociale problemstillinger.

Konferencen, der for blot et par uger siden i samarbejde med Copenhagen International Fashion Fair, CIFF, offentliggjorde den nye forretningsplatform ’C+’, løfter nu sløret for nogle af de speakere, som besøgende på årets Copenhagen Fashion Summit kan glæde sig til.

I en pressemeddelelse har Copenhagen Fashion Summit offentliggjort otte navne, og flere vil komme til i løbet af månederne op til konferencen, oplyser Copenhagen Fashion Summit.

De nu offentliggjorte prominente speaker-navne er:

  • Stifter af AfroDistrict og The Revival, Yayra David Agbofah
  • Director of Sustainabilty Operation hos Kering, Michael Beutler
  • Senior Vice President for Design Innovation hos Levi’s, Jonathan Cheung
  • Kunstner og designer Korina Emmerich
  • Professor i bæredygtighed, design og mode ved Centre for Sustainable Fashion, University of Arts London Kate Fletcher
  • Designer Nicole McLaughlin
  • Redaktør på ’The Voice of Fashion’, Shefalee Vasudev
  • Senior Vice President, Merchandising og Co-op Brands, Recreational Equipment, Inc., Susan Viscon

Derudover vil blandt andre også nu forhenværende adm. direktør for H&M Group, Karl-Johan Persson, og adm. direktør for Global Fashion Agenda, Eva Kruse, gæste årets Copenhagen Fashion Summit, der i år afholdes fra den 27. til den 28. maj. Læs det fulde line-up til årets Copenhagen Fashion Summit her.