Konferencen og modemessen er gået sammen om at fremme den grønne omstilling gennem forretningsplatformen ’C+’.
Konferencen Copenhagen Fashion Summit, der sætter fokus på modeindustriens miljømæssige, etiske og sociale problemstillinger, og modemessen Copenhagen International Fashion Fair, CIFF, er gået sammen om at skabe en forretningsplatform, der skal fremme den grønne omstilling i modebranchen. Det oplyser de to aktører i en pressemeddelelse.
Den nye forretningsplatform, C+, fungerer sådan, at den matcher den enkelte virksomhed med ”100 procent grønne løsninger,” der kan være alt fra en ny metervareleverandør med økologisk certificering til en logistikpartner, der kan sænke virksomhedens CO2-aftryk.
“Vi tror på, at forandring sker i mødet mellem virksomhedsledere og løsningsudbydere, og derfor er C+ et nødvendigt skridt for at accelerere hastigheden af modeindustriens bæredygtige omstilling,” udtaler den adm. direktør i Global Fashion Agenda, Eva Kruse, der arrangerer det årlige Copenhagen Fashion Summit, og fortsætter:
”Selv om vi hos Global Fashion Agenda har et globalt fokus, så har vi en stor kærlighed for vores hjemmebane og et kæmpe ønske om at hjælpe den skandinaviske modebranche på vej og dermed accelerere den bæredygtige udvikling i Norden. Derfor er vi rigtige glade for at samarbejde med CIFF.”
Den grønne omstilling af mode- og tekstilindustrien rummer på globalt plan en gevinst på op til 160 mia. euro, estimerede Boston Consulting Group og Global Fashion Agenda i 2017, lyder det i pressemeddelelsen. Heri udtrykker Chief Innovation Officer hos CIFF, Kristian W. Andersen, at han er overbevist om, at denne grønne dagsorden er afgørende for branchens fremtid.
“2020 bliver året, hvor CIFF for alvor kommer til at sætte bæredygtighed på dagsordenen. Det bliver konkret, i øjenhøjde og hands-on. Det, mener vi nemlig, er nødvendigt for, at vi sammen med de danske virksomheder kan fremtidssikre vores erhverv og samtidig få del i den store gevinst, som ligger i en grøn omstilling af branchen. Global Fashion Agenda skal hjælpe os med den viden, der er nødvendig for at indfri dette potentiale,” siger Kristian W. Andersen.
C+ lanceres under Copenhagen Fashion Week SS 21 og er åben for besøgende fra den 4. til den 5. august 2020.