Ny alliance vil have en national handlingsplan mod tøjspild

Tøjspildsalliancen vil have miljøminister Lea Wermelin i arbejdstøjet for at forebygge overproduktion af tøj, der i sidste ende bliver destrueret. 

Produktionen og forbruget af tøj og tekstiler er en af de sektorer, der belaster miljø og klima allermest. På globalt plan forventes det, at forbruget af tøj og sko øges med 63 procent frem til 2030.

Ifølge en ny alliance mellem 24 virksomheder, forskere, foreninger og organisationer er det altafgørende, at ressourcerne udnyttes bedre i stedet for at gå til spilde. For nyligt kom det nemlig frem i en pressemeddelelse fra Forbrugerrådet Tænk, at omkring 700 tons tøj og tekstil hvert år går til spilde og bliver destrueret.

Tøjspildsalliancen er samlet af Forbrugerrådet Tænk, og denne har netop sendt et brev til miljøminister Lea Wermelin med en opfordring til, at hun skal stille sig i spidsen for at udarbejde en national handlingsplan mod tøjspild. Det skriver Forbrugerrådet Tænk i en pressemeddelelse.

“Vi er rigtig glade for, at det er lykkedes os at samle en bred og stærk alliance bag denne opfordring. Når forbrugerne, organisationer, foreninger, tænketanke, forskere og erhvervsliv er enige om, at der er brug for handling, er det et stærkt signal. Vi har nu sendt en appel til miljøministeren, og vi håber, at hun vil gå forrest i kampen mod tøjspild ved at sætte sig i spidsen for, at vi får en national handlingsplan i Danmark,” lyder det fra Anja Philip, der er formand i Forbrugerrådet Tænk.

Tøjspildsalliancen består blandt andre af Copenhagen Fashion Week, Dansk Mode & Textil, Global Fashion Agenda, Lifestyle & Design Cluster, Salling Group A/S, Blå Kors, Kirkens Korshær, Sustain Daily og Else Skjold, Lektor, Ph.d, Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering.

Læs alliancens brev til miljøministeren her.

Foto: Unsplash